Alle virksomhedsejere skal på et tidspunkt tage stilling til generationsskifte af virksomheden.

Et generationsskifte skal planlægges, og det er vigtigt, at overvejelserne påbegyndes i god tid, så din virksomhed er klar til generationsskifte, når det bliver aktuelt.

Generationsskifte kan ske både indenfor familien, i forhold til ledende medarbejdere, eller virksomheden kan overdrages til en tredjemand.

Noget af det første man bør overveje er, hvem der blandt flere mulige kandidater er bedst egnet til at overtage virksomheden. Værdiansættelsen af virksomheden og vilkårene for overdragelsen er også centrale forhold i et generationsskifte.

En stor del af et vellykket generationsskifte består i at være godt forberedt både med hensyn til tilpasningen af virksomhedens kontrakter mv. og med hensyn til udarbejdelse af de interne aftaler.

 

Skat

Skat er en væsentlig faktor i forbindelse med et gene rationsskifte, men skatten skal ikke alene afgøre formen. Når værdier skifter ejer, udløser det som udgangspunkt beskatning. Det gælder også ved salg af en virksomhed.

Ved generationsskifte er der flere muligheder for at mini mere eller udskyde skattebetalingen. I familieforhold kan børn og ægtefælle under visse betingelser indtræde i virksomheden uden at skulle betale skat – skatten udskydes. Til gengæld overtager de også samtlige skatteforpligtelser. Er man ude i god tid kan virksomheden også overdrages ”drypvis” til børn og ægtefælle i form af afgiftsfri gaver. I 2010 kan børn modtage op til 58.700 kr. afgiftsfrit om året. 

Er virksomheden personligt ejet, kan den omdannes til et selskab, og køber kan overtage kapitalandelene i passende takt.

Vær opmærksom på, at SKAT kan ændre/fastsætte værdierne på de overdragne kapitalandele. Navnlig fastsættelsen af goodwill vil kunne give problemer, hvis overdragelsen sker mellem nært forbundne parter eks. familiemedlemmer. Ved salg til tredjemand – en fremmed køber – vil parterne oftest have modsatrettede interesser. Udgangspunktet er derfor, at virksomhedens værdier skal deles op og prisfastsættes, og at SKAT lægger fordelingen og prisfastsættelsen til grund.

 

Testamente

Selvstændige med egen virksomhed bør afgjort skrive testamente. Et testamente kan forebygge uenighed I familien, og der kan tillægges en særlig stemmeret til de kapitalandele, der ejes af det barn, som er ansvarlig for virksomheden. 

Den 1. januar 2008 trådte den nye arvelov i kraft. Herved skete en lang række ændringer, herunder ændring af fordelingen af arven.

Såfremt der ikke træffes anden beslutning ved testamente, fordeles arven efter den nye arvelov med ½ til ægtefællen og ½ til børnene til ligedeling. Ved denne nye arvelov blev der dog samtidig foretaget væsentlige ændringer i reglerne om testationskompetence, dvs. den del af formuen man kan råde over ved testamente. Man kan således frit råde over ¾ af arvebeholdningen mod tidligere ½. Dette kan bl.a. give mulighed for at sikre et generationsskifte eller for at sikre længstlevende ægtefælle. Den nye arvelov giver samtidig en ikke ubetydelig forbedring af ugifte samlevendes retsstilling. Der kan under visse betingelser oprettes et testamente således, at de samlevende arver som var de ægtefæller. Afgiftsmæssigt ligestilles samlevende dog ikke. Det er også ved oprettelse af testamente, at man kan træffe bestemmelse om særeje for arven til sine arvinger, om legater, om båndlæggelse, om fordelingen af aktiver m.v. DRACHMANN ADVOKATER opfordrer alle til, at få gennemgået tidligere oprettede testamenter med henblik på at sikre, at disse testamenter også under den nye lov får den ønskede hensigt.