I henhold til selskabslovens § 210 er det ikke tilladt for aktie- og anpartsselskaber at yde lån mv. til kapitalejere eller ledelsen i selskabet.
Som en del af skattereformen, der blev vedtaget den 22. juni 2012, vil der blive fremsat lovforslag om beskatning af ulovlige aktionærlån. Hvis loven bliver vedtaget vil det medføre, at ulovlige aktionærlån vil blive beskattet allerede på udbetalingstidspunktet for dermed at fjerne de skattemæssige fordele, der hidtil har været ved at omdøbe løn og udbytter til lån.
Skattemæssigt vil lånet blive behandlet som hævning uden tilbagebetalingspligt, hvilket betyder at beskatningen kan ske som udbytte, løn eller tilskud mv. Hvis låntageren er aktionær, er udgangspunktet, at lånet vil blive udbyttebeskattet. Hvis låntager er ledelsesmedlem, vil udgangspunktet være beskatning som lønindkomst. Ejer låntager aktier i et selskab og samtidig er del af ledelsen i samme selskab, vil lånet blive anset for at være ekstra løn, som vil blive beskattet som lønindkomst.
Eksisterende ulovlige aktionærlån vil, såfremt lovudkastet vedtages i den nuværende form, kunne tilbagebetales til selskabet inden den 31. december 2013 uden at blive sanktioneret skatteretligt efter de nye regler.