Hvem kan fravælge revision?
Det kan virksomheder, der 2 regnskabsår i træk ikke overskrider 2 af følgende 3 grænsestørrelser på balancedagen:
• en balancesum på 4 mio. kr.
• en nettoomsætning på 8 mio. kr. og
• et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret
Virksomheder kan efter det første regnskabsår fravælge revision af årsrapporten, hvis de ikke på balancedagen for det første regnskabsår overskrider 2 af de 3 ovennævnte grænsestørrelser.
Ligeledes kan virksomheder fravælge revision allerede ved stiftelsen.
Fravalg af revision kan kun ske med fremadrettet virkning. Virksomheder kan derfor ikke fravælge revision for igangværende regnskabsperioder eller udløbne regnskabsperioder.
Når virksomheden på en balancedag og foregående års balancedag overskrider 2 af de 3 grænsestørrelser, skal virksomhedens årsrapport revideres og revision må tilvælges.
Er der nogen selskaber, der ikke kan fravælge revision?
Ja, erhvervsdrivende fonde og holdingselskaber kan ikke fravælge revision.
Holdingselskaber defineres som virksomheder, der besidder kapitalandele i andre virksomheder og udøver betydelig indflydelse over en eller flere af disse virksomheders driftsmæssige eller finansielle ledelse. En virksomhed formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis den besidder 20 % eller mere af stemmerettighederne i en anden virksomhed.
Årsrapport skal altid udarbejdes
Virksomheden skal stadig udarbejde og indsende en årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, selvom virksomheden har fravalgt revision. Årsrapporten skal udarbejdes efter årsregnskabslovens regler.
Hvordan gennemfører og registrerer jeg fravalg af revision?
Fravalg af revision ved stiftelsen af virksomheden
Fravalg af revision kræver, at
• det fremgår af stiftelsesdokumentet, at virksomhedens årsrapport ikke skal revideres,
• virksomhedens vedtægter ikke indeholder bestemmelser om revisionspligt, herunder valg af revisor.
Fravalg efter det første og efterfølgende regnskabsår
Fravalg af revision kræver, at
• fravalg af revision er vedtaget på virksomhedens ordinære generalforsamling,
• virksomhedens vedtægter ændres, så de ikke indeholder bestemmelser om revisionspligt, herunder valg af revisor,
• det oplyses i ledelsespåtegningen til årsrapporten, at det er besluttet at fravælge revision for det næste regnskabsår.
• Virksomheden skal anmelde fravalget af revisor og de ændrede vedtægter hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Generalforsamlingsprotokollatet skal vedlægges sammen med de ændrede vedtægter.
Fortsættelse af fravalg af revision
Virksomheder, der fravælger revision ved stiftelsen skal være opmærksom på, at den første årsrapport kan blive underlagt revisionspligt, hvis den overskrider 2 af de 3 ovennævnte grænsestørrelser ved udløbet af det første regnskabsår.
Sker dette, skal revision tilvælges.
Virksomhedens ledelse skal hvert år i tilknytning til ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt betingelserne for at kunne fravælge revision er opfyldt, hvis de ønsker at fortsætte med fravalg af revision.