SPØRGSMÅL
(Omskrevet af red.)Min hustru og jeg er gift og vi har almindeligt formuefællesskab. Vi har begge børn fra tidligere ægteskab og ingen fælles børn. Vi ønsker at tilgodese børnene mest muligt i stedet for hinanden. Hvordan gør vi dette bedst muligt og hvordan vil vi være stillet ved en eventuel skilsmisse? Vi har formentlig aktiver til en værdi af rundt regnet 2 mio. kr. og har derudover hver vores pensionsopsparing.

SVAR
Hvis I ønsker at tilgodese jeres respektive børn mest muligt i stedet for hinanden, kan I oprette en ægtepagt, hvorefter nogle oplistede aktiver mv. er hver jeres fuldstændige særeje. Derudover kan I ved et gensidigt testamente give afkald på enhver form for arv efter hinanden, så alt hvad I efterlader jer tilfalder jeres respektive livsarvinger (børn).

I tilfælde af skilsmisse, vil konsekvensen af ovennævnte være, at I hver især udtager hver jeres særeje. Der skal således ikke ske nogen egentlig deling, da I med ægtepagten teknisk set ophæver formuefællesskabet.

Du oplyser, at I har hver jeres pensionsopsparing.

Efter den nye pensionsreform er jeres opsparede pensionsmidler automatisk særeje. Ved skilsmisse betyder det, at midlerne alene tilfalder den som har indbetalt til den pågældende pension, uanset at I begge eventuelt har bidraget med betaling af alle jeres øvrige udgifter.

I langt de fleste tilfælde er mandens pensionsopsparing betydeligt større end kvindens og din hustru risikerer således at komme ud af en eventuel skilsmisse med en betydelig mindre formue end dig qua forskellen i jeres pensionsopsparinger. Dette er formentlig ikke jeres hensigt, da I indtil nu jo har levet i almindeligt formuefællesskab.

Der er mulighed for i ægtepagten at træffe bestemmelse om, at lige netop pensionsopsparingerne (værdien heraf) skal deles i tilfælde af en skilsmisse. På den måde undgår I en skævdeling ved en eventuel skilsmisse eftersom I egenrådigt kan bestemme hvilke aktiver der skal være jeres respektive særeje.

Ønsker I derimod, at pensionsopsparingerne i tilfælde af død skal tilfalde jeres respektive livsarvinger, indsætter I blot jeres livsarving(er) som begunstiget i jeres respektive pensionsopsparing. Så bliver pensionsopsparingen udbetalt direkte, udenom boet, til den eller de pågældende livsarving(er).