Pr. 1/1 2007 trådte de nye regler i kraft omkring deling af ægtefællers pensionsrettigheder ved formuefællesskabets ophør, dvs. ved separation, skilsmisse eller død.
Ved dødsfald:
Ved den nye lov stadfæstedes retstilstanden for så vidt angår deling ved død, idet det blev bestemt, ”at længstlevende ægtefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods af fællesboet.”. Dvs. at samtlige pensionsrettigheder tilhørende længstlevende ikke skal indgå/inddrages ved skifte af døds- og fællesboet efter førstafdøde ægtefælle. I parentes bemærkes, at afdødes pensions- og forsikringsordninger, der kommer til udbetaling til ægtefællen i anledning af førstafdødes død, også som det helt klare udgangspunkt går uden om boet og dermed ikke indgår i dødsboskiftet.
Ved separation/skilsmisse:
Før 1/1 2007 var retstilstanden den, at alle pensionsordninger – herunder kapital- og ratepensioner - som udgangspunkt skulle indgå i fællesboet og dermed indgå i delingen ved separation og skilsmisse. Undtagelsen hertil var de pensionsordninger, der var livsbetingede, dvs. at evt. udbetaling fra ordningen forudsatte, at man opnåede pensionsalderen. Som eksempel på en sådan livsbetinget ordning kan nævnes en tjenestemandspension.
Efter 1/1 2007 er udgangspunktet, at alle rimelige pensionsordninger kan udtages forlods, dvs. ikke skal inddrages i fællesbodelingen. En rimelig pensionsordning defineres som den sædvanlige pensionsordning en given person med en given uddannelse/ansættelse normalt vil oparbejde i sit arbejdsliv, uanset om indbetalingen sker via arbejdsgiveradministreret ordning eller til privat ordning oprettet i eget pengeinstitut/pensionskasse.
Alle ”ekstra” (ikke nødvendigvis urimelige) pensionsordninger skal derimod indgå i fællesbodelingen, medmindre ægteskabet har varet i mindre end 5 år. I så tilfælde vil også de ”ekstra” ordninger kunne udtages forlods.
Mange ægtefæller har udover deres almindelige arbejdsmarkedspensioner også en pensionsopsparing via banken, f.eks. en kapital- eller ratepension. Førstnævnte vil kunne udtages forlods, hvorimod sidstnævnte vil skulle deles, medmindre den anden ægtefælle har noget tilsvarende eller en større ordning, der kan ”fyldes” op i.
Mange ægtepar optog for nogle år tilbage lån i det fælles hus og satte provenuet ind på den ene ægtefælles pensionsordning. Denne del af pensionsordningen vil ikke blive betegnet som rimelig og vil derfor som udgangspunkt skulle deles.
I forlængelse af lovens ikrafttræden forventedes mange retssager om fastlæggelsen af grænsen mellem rimelige og ikke rimelige pensionsordninger. Der er endnu ikke kommet sådanne afgørelser, og øjensynligt er der kun ganske få på vej op gennem retssystemet. Årsagen hertil er formentlig, at parterne forhandler sig til enighed i situationen.
Ligeledes er der ikke siden lovens ikrafttræden retssager/domme om, hvornår der gives fællesskabskompensation eller rimelighedskompensation til den af ægtefællerne, der enten har en mindre pensionsordning pga. deltid eller orlov af hensyn til familien (fællesskabskompensation) eller stilles pensionsmæssigt urimeligt efter et længerevarende ægteskab (rimelighedskompensation). De manglende retssager vurderes også her at skyldes, at parterne forliger sig – ikke mindst begrundet i overordentlig indviklede beregninger.
Ægtepagt:
Ægtefæller har mulighed for ved ægtepagt at bestemme, at kapital- og ratepensioner - men ikke øvrige ordninger - skal indgå i fællesbodelingen ved separation og skilsmisse.
Denne mulighed benyttede mange ægtepar sig af op til lovens ikrafttræden, men den bliver ikke anvendt ret meget mere.
Ægtefællerne har ligeledes mulighed for ved ægtepagt at bestemme, at en pensionsrettighed – uanset art – skal være særeje. Herved undgås diskussionen (og tvivlen) om, hvorvidt en pensionsordning er rimelig. Særejet udelukker endvidere muligheden for rimeligheds- og fællesskabskompensation.
