Erhvervsfondsudvalgets rapport og høringsudkastet
Som omtalt her har Erhvervsfondsudvalget den 18.12.12 afgivet en rapport om fremtidende regulering af erhvervsdrivende fonde.
På baggrund af denne rapport har Erhvervsstyrelsen den 10.07.13 udsendt et høringsudkast til en ny lov om erhvervsdrivende fonde.
Ud over en ny lov om erhvervsdrivende fonde indeholder høringsudkastet også enkelte ændringer af årsregnskabsloven, for så vidt angår erhvervsdrivende fonde, jf. § 131.
Høringsudkastet til lovforslaget kan findes her.
Høringsbrevet fra Erhvervsstyrelsen kan findes her.
Høringsfristen udløb allerede den 21.08.13.
Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i oktober 2013.
Det fremgår af høringsudkastet, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. § 132, stk. 1. Erhvervs- og vækstministeren kan herunder fastsætte regler om, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter. Det fremgår ikke af høringsudkastet, hvornår loven forventes at træde i kraft.
Indholdet af høringsudkastet
Sammenfattende indebærer høringsudkastet:
- En modernisering af lovgrundlaget for erhvervsdrivende fonde på linje med selskabslovgivningen
- Større åbenhed om fondes aktiviteter og uddelinger
- Øgede krav til ledelsen af fonde og anbefalinger for god fondsledelse
- Øgede krav til oplysning om vederlag i årsregnskabet
- Øgede krav til revisors rolle
- Flere redskaber med henblik på styrket fondstilsyn.
Høringsudkastet indeholder desuden en lang række tekstmæssige ændringer og tilpasninger til selskabsloven, men indeholder også en lang række materielle ændringer.
De vigtigste materielle ændringer fremgår af tabellen nedenfor. Opmærksomheden henledes især på ændringerne vedr. revisors funktion og ændringerne af årsregnskabsloven.
|
|
Lovens anvendelsesområde |
Der indsættes en definition på erhvervsdrivende fonde
Det kodificeres, hvad der forstås ved en uafhængig bestyrelse
Det kodificeres, at væsentlige gavegivere sidestilles med stifter
Betegnelserne ”erhvervsdrivende fond”, ”erhvervsfond” og forkortelsen ”ERF” beskyttes |
|
|
|
|
Stiftelse og kapital |
Kodificering af muligheden for at stifte erhvervsdrivende fonde med regnskabsmæssig tilbagevirkende kraft samt indførelse af mulighed for stiftelser med virkning frem i tid
Hjemsted og revisor skal fremover ikke fremgå af vedtægten
Der indføres regler om efterfølgende erhvervelser fra stifter eller væsentlige gavegivere
Der indføres mulighed for at undlade vurderingsberetning ved indskud af særlige aktiver
Der indføres mulighed for at forhøje grundkapitalen ved overførsel af overskud eller frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort i regnskabsåret
Der indføres mulighed for, at fondsmyndigheden kan henstille til bestyrelsen at overveje at gennemføre en kapitalnedsættelse, hvis fondens grundkapital står i klart misforhold til fondens formål og aktiviteter
Anmeldelsesfristerne i loven ændres fra henholdsvis tre måneder og fire uger til fremover altid at være to uger |
|
|
|
|
Ledelse |
Der indføres forbud mod, at et datterselskab udpeger medlemmer til fondens bestyrelse
Forbud mod, at en direktør i et datterselskab kan være formand eller næstformand i fondsbestyrelsen
Muligheden for, at fondsmyndigheden kan tillade, at hverv som bestyrelsesformand og direktør i fonden, ophæves, således at dette forbud fremover bliver absolut, samt kodificering af, at dette også gælder næstformanden i bestyrelsen
Kodificering af, at bestyrelsen skal varetage fondens formål og interesser
Administrators funktion omtales fremover i loven, ligesom det præciseres, at administrator ikke er direktør. Honoraret skal desuden fremgå særskilt af årsrapporten
Kodificering af forbuddet mod, at bestyrelsen i et stifterselskab udgør flertallet af fondsbestyrelsen
Indførelse af mulighed for at fondsmyndigheden kan give påbud til bestyrelsen om at afskedige fondens direktør
Bestyrelsen skal fremover forholde sig til et sæt anbefalinger for god fondsledelse, der foreslås indført for erhvervsdrivende fonde
Fondene skal fremover i ledelsesberetningen eller evt. på deres hjemmeside forholde sig til anbefalingerne for god fondsledelse
Der indføres krav om en forretningsorden for bestyrelsen |
|
|
|
|
Revisors funktion |
Der indføres krav om et årligt årsregnskabsmøde, hvor revisor som udgangspunkt har pligt til at deltage
Revisor kan fremover anmode om at få indkaldt til bestyrelsesmøde på lige fod med bl.a. direktionen og fondsmyndigheden
Hvis revisor udpeges i henhold til vedtægten, kan en sådan udpegningsret fremover alene gælde op til syv år fra fondens stiftelse
Revisor vælges som udgangspunkt fremover af bestyrelsen for et år ad gangen på fondens årsregnskabsmøde
Revisor skal redegøre for årsagen til hvervets ophør, hvis fratrædelsen eller ophøret skyldes uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og revisor. Dette gælder også, hvis revisor fratræder ved hvervets ophør. Bestyrelsen skal ligeledes redegøre herfor
Der indføres mulighed for, at fondsmyndigheden kan udpege en medrevisor
Revisors pligt til at underrette fondsmyndigheden ændres fra ”kan” til ”skal”, og pligten ændres fra at vedrøre ”væsentlige” overtrædelser til at vedrøre ”ikke uvæsentlige” overtrædelser |
|
|
|
|
Fondsmyndighed |
Erhvervsstyrelsen bliver som udgangspunkt fondsmyndighed for samtlige nye erhvervsdrivende fonde
Fondsmyndigheden får øget mulighed for at afsætte bestyrelsesmedlemmer (kriteriet ”klart uegnet” ændres til ”uegnet”)
Det kodificeres, at fondsmyndigheden skal samtykke ved formålsændringer, ændring af uddelingsbestemmelser og likvidation
Der indføres hjemmel til at udstede påbud til bestyrelsen ved overtrædelse af fondens vedtægt
Fondsmyndigheden kan give bestyrelsen påbud om at forholde sig til anbefalingerne for god fondsledelse |
|
|
|
|
Kapitalafgang, herunder uddeling |
Kodificering af, at der ikke må foretages uddeling til væsentlige gavegivere
Der indføres mulighed for at uddele midler i form af optjent overskud og frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort i løbet af regnskabsåret (under iagttagelse af visse sikkerhedsgarantier)
Legatarfortegnelser skal fremover indsendes til fondsmyndigheden
Fristen for kreditorernes anmeldelse af krav nedsættes fra tre måneder til fire uger
Ikke krav om erklæring fra revisor ved nedsættelse af grundkapitalen til dækning af underskud
Afskaffelse af kravet ved kapitalnedsættelser til uddeling vedr. revisorerklæring om, at der er dækning for fondens bundne reserver efter gennemførelsen af kapitalnedsættelsen
Krav om tilbagebetaling af uretmæssige uddelinger, lån m.v.. med renter, medmindre modtageren er i god tro
Der skal i ledelsesberetningen i årsrapporten eller på fondens hjemmeside medtages en redegørelse for fondens uddelingspolitik, ligesom de foretagne uddelinger skal opdeles i en række hovedkategorier |
|
|
|
|
Opløsning |
De hidtil ved bekendtgørelse fastsatte regler om kapitalnedsættelse og opløsning flyttes til loven |
|
|
|
|
Fusion, spaltning og sammenlægning |
De hidtil ved bekendtgørelse fastsatte regler om fusion af erhvervsdrivende fonde (og helejede datterselskaber) flyttes til loven
Der indføres en forenklet procedure for fusioner
Muligheden for sammenlægning af erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fond kodificeres i loven |
|
|
|
|
Ændringer i årsregnskabsloven |
Kravet om angivelse af vederlaget til bestyrelsen og direktionen samt nærtstående hertil gælder for alle erhvervsdrivende fonde uanset regnskabsklasse
Der indføres et oplysningskrav i årsregnskabsloven om nærtstående parter, der medfører, hvis f.eks. et bestyrelsesmedlem modtager andre former for vederlag end bestyrelseshonorar, skal det med i årsrapporten |
|
|
Er der udsigt til en lempelse af revisionspligten for erhvervsdrivende fonde?
Erhvervsdrivende fonde har som bekendt ikke mulighed for at fravælge revision, ligesom erhvervsdrivende fonde ikke har mulighed for at vælge udvidet gennemgang, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 2.
Høringsudkastet lægger ikke op til, at dette skal ændres. Erhvervsdrivende fonde vil således fortsat ikke have mulighed for at fravælge revision, ligesom erhvervsdrivende fonde fortsat ikke vil have mulighed for at vælge udvidet gennemgang.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis en erhvervsdrivende fond samtidig er holdingvirksomhed, er det reglerne for holdingvirksomheder og ikke reglerne for erhvervsdrivende fonde, der finder anvendelse. Dette indebærer, at erhvervsdrivende ”holdingfonde” har mulighed for at fravælge revision, hvis fonden og de virksomheder, som den besidder kapitalandele i og udøver betydelig (eller bestemmende og dermed også betydelig) indflydelse over, tilsammen ikke overskrider to af følgende størrelser:
- En balancesum på DKK 4 mio.
- En nettoomsætning på DKK 8 mio.
- Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 12.
Erhvervsdrivende ”holdingfonde” har desuden mulighed for at vælge udvidet gennemgang, hvis fonden og de virksomheder, som den besidder kapitalandele i og udøver betydelig (eller bestemmende) indflydelse over, tilsammen ikke overskrider to af følgende størrelser (svarende til størrelserne for regnskabsklasse B):
- En balancesum på DKK 36 mio.
- En nettoomsætning på DKK 72 mio.
- Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 50.