Europa-Parlamentet og Ministerrådet har i februar vedtaget et ændringsdirektiv til 4. direktiv om årsregnskaber, der – sammen med 7. direktiv om koncernregnskaber – ligger til grund for årsregnskabsloven.
Ændringsdirektivet kan findes her.
Indholdet af ændringsdirektivet
Ændringsdirektivet omfatter alene såkaldte ”mikrovirksomheder”. der defineres som virksomheder, der på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser:
- En balancesum på højst EUR 350.000 (ca. DKK 2,6 mio.)
- En nettoomsætning på højst EUR 700.000 (ca. DKK 5,2 mio.)
- Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på højst 10.
Det er op til de enkelte medlemsstater selv at afgøre, om man vil benytte muligheden for at fritage ”mikrovirksomheder” fra visse bestemmelser i 4. direktiv og dermed visse bestemmelser i national regnskabslovgivning (for Danmarks vedkommende årsregnskabsloven), der er baseret på direktivet.
Medlemsstaterne kan ifølge ændringsdirektivet fritage ”mikrovirksomheder” fra en eller flere af følgende krav i 4. direktiv:
- Kravet om at offentliggøre årsregnskabet på sædvanlig vis (i Danmark via Erhvervsstyrelsen) kan fraviges, forudsat at oplysningerne i balancen er ”behørigt indgivet ifølge national lovgivning til mindst én kompetent myndighed, som den pågældende medlemsstat har udpeget”. Det er usikkert, hvad der menes med ”kompetent myndighed”, og om for eksempel indsendelse af balancen til SKAT vil være tilstrækkelig, eller balancen skal indsendes til Erhvervsstyrelsen.
- Kravet om at medtage posten ”Periodeafgræsningsposter” under henholdsvis aktiver og forpligtelser
- Periodiseringsprincippet kan fraviges, dog kun for posten ”Andre udgifter” i resultatopgørelsen, og dette forudsætter, at fravigelsen af periodiseringsprincippet fremgår af noterne
- Øvrige notekrav, dog skal der altid oplyses om følgende:
- Garantiforpligtelser
- Sikkerhedsstillelser
- Udlån og kreditter til ledelsesmedlemmer
- Erhvervelse af egne kapitalandele
Medlemsstaterne kan endvidere tillade ”mikrovirksomheder” at udarbejdet en forkortet balance og en forkortet resultatopgørelse.
De nævnte lempelser kan ikke anvendes, hvis virksomheden benytter reglerne om brug af dagsværdier.
Det oprindeligt fremsatte forslag fra EU-Kommissionen indeholdt en mulighed for fuldstændigt at fritage ”mikrovirksomheder” fra regnskabskravene baseret på 4. direktiv. Denne generelle fritagelsesmulighed er imidlertid udgået i forbindelse med behandlingen af forslaget i Europa-Parlamentet og Ministerrådet og er derfor ikke en del af det vedtagne ændringsdirektiv.
Hvad skal der ske nu?
Ændringsdirektivet skal nu underskrives af formændene for Europa-Parlamentet og Ministerrådet, men dette er en formalitet.
Det er fra dansk side endnu ikke oplyst, om man vil udnytte lempelsesmulighederne i ændringsdirektivet. Det må forventes, at man vil afvente udfaldet af de igangværende forhandlinger om det nye, samlede regnskabsdirektiv, der skal erstatte 4. direktiv og 7. direktiv med forventet ikrafttræden senest i 2014.
EU-Kommissionens forslag til et nyt, samlet regnskabsdirektiv er omtalt her.