Lov om udvidet gennemgang
Folketinget har den 06.12.12. vedtaget det lovforslag vedrørende udvidet gennemgang for virksomheder omfattet af regnskabsklasse, der blev fremsat den 10.10.12.
Det fremsatte lovforslag med bemærkninger kan findes her.
Den vedtagne lov kan findes her.
Høringsudkastet til lovforslaget er omtalt her.
Høringsnotatet fra Erhvervs- og Vækstministeriet kan findes her.
Den vedtagne lov indeholder dels en række ændringer til årsregnskabsloven vedrørende udvidet gennemgang og fravalg af revision, dels en række ændringer til revisorloven vedrørende bl.a. Revisortilsynets kvalitetskontrol.
Revisortilsynets kvalitetskontrol – nu og fremadrettet
I dag udføres Revisortilsynets kvalitetskontrol altid af praktiserende revisorer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter af tilsynet, jf. revisorlovens § 35, stk. 1.
Fremover skal Revisortilsynet derimod selv udføre kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, jf. revisorlovens § 21, stk. 3, jf. lovens § 2, nr. 5, jf. også lovens § 2, nr. 4. Kvalitetskontrollen skal udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen. Kvalitetskontrollanterne skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse samt have fornødent kendskab til kvalitetskontrol.
Kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der ikke udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, skal derimod fortsat udføres af praktiserende revisorer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter af Revisortilsynet.
Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, at det – for så vidt angår kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse – er et krav, at kvalitetskontrollanterne er fuldtidsansatte i Erhvervsstyrelsen. Det er således ikke muligt for en kvalitetskontrollant for en revisionsvirksomhed, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, både at være kvalitetskontrollant og praktiserende revisor.
Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at hvis der er tale om en revisionsvirksomhed, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig interesse, skal kvalitetskontrollen af samtlige erklæringsopgaver med sikkerhed, herunder både erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, og erklæringsopgaver med sikkerhed i andre virksomheder, udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen. Der er således ikke tale om, at kvalitetskontrollen af erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen, hvorimod kvalitetskontrollen af erklæringsopgaver med sikkerhed i andre virksomheder udføres af praktiserende revisorer.
Det fremgår af høringsnotatet fra Erhvervs- og Vækstministeriet, at det er hensigten, at de fleste af stillingerne som offentligt ansatte kvalitetskontrollanter vil blive besat med uddannede revisorer med erfaring fra revisionsvirksomheder. Loven er dog formuleret, således at den indeholder en vis fleksibilitet, hvis det ikke skulle være muligt at få ansat nok af disse.
Revisortilsynet har hidtil udstedt ét sæt retningslinjer for kvalitetskontrollen, Den vedtagne lov indebærer, at Revisortilsynet fremover vil udstede ét sæt retningslinjer for kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, og ét sæt retningslinjer for kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der ikke udfører sådanne erklæringsopgaver. Begge sæt retningslinjer vil indeholde detaljerede retningslinjer for kvalitetskontrollens gennemførelse samt kvalitetskontrollantens erklæring og rapportering til Revisortilsynet.
Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, at der – ud over at kvalitetskontrollen i revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, skal udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen – ikke ændres ved indholdet af og dybden i kvalitetskontrollen.
Baggrunden for den vedtagne lov er på dette punkt en henstilling fra EU-kommissionen fra 2008 om ekstern kvalitetssikring af revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden. Ifølge henstillingen bør praktiserende revisorer ikke fungere som kvalitetskontrollanter i revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af offentlig interesse. Danmark har hidtil ikke fulgt henstillingen, men har i foråret modtaget en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-kommissionen, der er at betragte som ”en sidste advarsel”, inden EU indleder en sag.
Som omtalt her har EU-kommissionen i november 2011 fremsat et gennemgribende forslag om lovpligtig revision, herunder ikke mindst revision af virksomheder af særlig offentlig interesse. Hvis dette forslag vedtages i sin nuværende form, vil det bl.a. indebære ændringer i tilrettelæggelsen af kvalitetskontrollen – både for revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed i virksomheder af særlig offentlig interesse, og for revisionsvirksomheder, der ikke udfører sådanne erklæringsopgaver.
Ikrafttræden
Den vedtagne lov træder som hovedregel i kraft den 01.01.13 og dermed med virkning for kvalitetskontroller, der igangsættes efter denne dato, jf. lovens § 3.