IASB har den 5. januar 2010 udsendt et nyt udkast til ændring af målingsbestemmelserne i IAS 37, Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver (ED/2010/1). I juni 2005 udsendte IASB et udkast til en ny standard omhandlende ikke-finansielle forpligtelser (Non-financial Liabilities), som skulle erstatte IAS 37. 2005-udkastet omfattede også nye målingsbestemmelser, men på baggrund af de indkomne kommentarer har IASB besluttet at udsende et nyt udkast, som alene omhandler målingsbestemmelserne, herunder mere vejledning om måling af ikke-finansielle forpligtelser. Ikke-finansielle forpligtelser omfatter forpligtelser, som ikke er omfattet af andre regnskabsstandarder, herunder forpligtelser til at afvikle/nedtage aktiver, miljømæssige forpligtelser, forpligtelser i henhold til tabsgivende kontrakter og forpligtelser, som følger af retlige tvister.
IASB har anmodet om kommentarer senest den 12. april 2010. IASB har til hensigt at udsende en ny IAS 37 i tredje kvartal af 2010.
Nedenfor er de væsentligste bestemmelser i udkastet opsummeret:
- Ifølge den gældende IAS 37 skal der indregnes en forpligtelse, hvis det er sandsynligt (sandsynlighed større end 50%), at afviklingen af forpligtelsen vil medføre et træk på virksomhedens ressourcer. Udkastet indeholder ikke sandsynlighedskriteriet. I stedet skal der ved måling af forpligtelsen tages højde for usikkerheden, således at forpligtelsen indregnes til den forventede værdi, opgjort som den sandsynlighedsvægtede gennemsnitlige værdi af en række af mulige udfald.
- Forpligtelser, der er omfattet af IAS 37, skal måles til det beløb, som virksomheden på målingstidspunktet vil betale for at blive fritaget for forpligtelsen. Normalt vil beløbet blive estimeret til nutidsværdien af de ressourcer, der medgår til at opfylde forpligtelsen, under hensyntagen til de forventede udbetalinger, tidshorisonten og risikoen for, at de faktiske udbetalinger afviger fra de forventede udbetalinger.
- Hvis forpligtelsen vedrører betaling af en modpart (fx betaling som følge af en retssag), estimeres forpligtelsen til den forventede kontante betaling plus eventuelle udgifter i forbindelse hermed, såsom advokatsalærer.
- Hvis forpligtelsen vedrører en serviceydelse (fx nedtagning af et anlæg) på et fremtidigt tidspunkt, udgør forpligtelsen det beløb, som virksomheden forventer at ville betale en underleverandør på det fremtidige tidspunkt for at levere serviceydelsen på virksomhedens vegne.
Udkast til nye målingsbestemmelser vedrørende hensatte forpligtelser
Læs udkastet på IASB´s hjemmeside.
IAS Plus
Læs mere om 2005-udkastet på IAS Plus.
IAS Plus Update
Læs mere i IAS Plus Update, januar 2010