IASB har den 16. juni 2011 udsendt ændringer til IAS 19, Personaleydelser, som forbedrer bestemmelserne om indregning, præsentation og oplysninger vedrørende ydelsesbaserede pensionsordninger samt indregning af fratrædelsesgodtgørelser. Måling af ydelsesbaserede pensionsordninger og regnskabsmæssig behandling af bidragsbaserede pensionsordninger er ikke ændret.

Regnskabsmæssig behandling af personaleydelser, især pensioner, er et kompliceret og vanskeligt emne. De udsendte ændringer er en delmængde af, hvad der oprindelig indgik i et større projekt om en mere fundamental gennemgang af standarden for personaleydelser. De oprindelige planer om at foretage en fuld gennemgang blev dog udskudt, og den forestående høring om IASB’s arbejdsprogram bliver afgørende for, om IASB medtager et nyt projekt om personaleydelser.

De væsentligste ændringer er:

  • Alle ændringer i den forventede pensionsforpligtelse og i pensionsordningens aktiver skal indregnes straks. Dermed fjernes den nuværende mulighed for at udskyde indregning af visse gevinster eller tab (den såkaldte korridormetode). Ændringen kan få betydning for virksomhedens nøgletal og dermed for eksempelvis overholdelse af lånebetingelser (covenants) samt muligheden for udbyttebetalinger mv., hvis virksomheden har anvendt korridormetoden og dermed udskudt indregning af ændringer i pensionsforpligtelsen.
  • Valgmulighederne for præsentation af gevinster og tab fjernes, hvilket forbedrer sammenligneligheden. Endvidere skelnes der fremover mere klart mellem de forskellige omkostninger og reguleringer, der opstår i forbindelse med ydelsesbaserede pensionsordninger (se nedenfor).
  • Forbedrede oplysningskrav, herunder om pensionsordningens karakteristika og forbundne risici.
  • Regnskabsmæssig behandling af fratrædelsesgodtgørelser ændres, og der skelnes herunder mellem godtgørelser udbetalt for udført arbejde og godtgørelser udbetalt i forbindelse med fratrædelse. Fratrædelsesgodtgørelser skal fremover indregnes på det tidligste tidspunkt af:
    1) tidspunktet, hvor virksomheden ikke længere kan trække tilbuddet om fratrædelsesgodtgørelse tilbage, og
    2) tidspunktet for indregning af tilknyttede hensatte forpligtelser til omstrukturering, jf. IAS 37
  • Herudover er der en række andre mindre ændringer. Fx skal personaleydelser, der ikke forventes fuldt udbetalt inden tolv måneder efter regnskabsperiodens udløb, klassificeres som en "anden langfristet ydelse" og ikke som en "kortfristet ydelse”. Dette kan resultere i, at flere personaleydelser klassificeres som langfristede personaleydelser og dermed skal måles ved brug af aktuarmæssige forudsætninger.

Præsentation af pensionsomkostninger
Pensionsomkostninger vedrørende ydelsesbaserede pensionsforpligtelser skal fremover opdeles som følger:

Omkostning

Indregnes i

1. Pensionsomkostninger vedrørende indeværende år (service cost)

Resultatopgørelsen (som en del af personaleomkostninger)

 

2. Nettorenteomkostninger vedrørende den ydelsesbaserede nettopensionsforpligtelse eller nettorenteindtægter fra det ydelsesbaserede nettopensionsaktiv

Resultatopgørelsen (fx sammen med personaleomkostninger eller finan-sielle poster)

 

 3. Genmåling (remeasurement) af pensionsforpligtelser og –aktiver

Anden totalindkomst


Dette svarer til den tidligere opdeling i IAS 19. Dog erstattes forventet afkast af aktiver og renteomkostninger vedrørende pensionsforpligtelsen med ét nettorentetal. Nettorenten beregnes ud fra en markedsrente og henholdsvis nettopensionsforpligtelsen eller nettopensionsaktivet primo regnskabsperioden. Markedsrenten baseres på virksomhedsobligationer af høj kvalitet eller, hvor der ikke findes et dybt marked for sådanne obligationer, statsobligationer. Tanken med dette er, at nettopensionsforpligtelsen eller nettopensionsaktivet svarer til et beløb, der skyldes til eller af pensionsordningen (svarende til et tilgodehavende eller skyldigt beløb).

Ændringerne træder i kraft for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere. Tidligere anvendelse er tilladt, i princippet dog ikke før ændringerne er godkendt af EU. Ændringerne skal med få undtagelser implementeres med tilbagevirkende kraft.

Relaterede links