Ifølge SKAT’s produktionsplan for 2013, der kan findes her, fortsætter skattemyndighederne med et igangværende projekt, der øger kontrollen med selskaber, hvor revisor har taget forbehold eller givet supplerende oplysninger i erklæringen på årsrapporten.
SKAT antager således, at der foreligger en forøget risiko for fejl eller manglende skatteangivelser eller -betalinger i selskaber, hvor revisor har taget forbehold eller givet supplerende oplysninger i erklæringen på årsrapporten. Det er derfor SKAT’s opfattelse, at det er nødvendigt at reagere på disse forbehold og supplerende oplysninger, idet der ellers er risiko for, at selskabet – og revisor – ikke retter op på forholdene.
De sager, der sættes fokus på, udvælges stikprøvevist. Hovedformålet med projektet er dels at få selskaberne til at berigtige de forhold, der har givet anledning til forbehold eller supplerende oplysninger, dels at selskaberne forholder sig således, at de fremover undgår forbehold eller supplerende oplysninger i erklæringen på årsrapporten.
Som led i projektet er der desuden etableret et samarbejde med Erhvervsstyrelsen med henblik på at nedbringe antallet af ulovlige ”kapitalejerlån”. Det fremgår ikke af produktionsplanen, hvori dette samarbejde nærmere består.