Fra og med indkomståret 2010 er der indført en beskatning på 3.000 kr. af multimedier, der står til rådighed for privat brug. Multimedieskatten omfatter rådigheden over fri telefon, pc og/eller internetforbindelse. Der er tale om en samlet beskatning, således at man beskattes af 3.000 kr. pr. år, uanset om man får stillet ét, to eller alle tre goder til rådighed for privat brug.
Multimedieskatten er A-indkomst, og arbejdsgiveren har oplysnings- og indeholdelsespligt til SKAT. Den skattepligtige værdi på 3.000 kr. af godet/goderne, der er stillet til rådighed, berettiger desuden til feriepengegodtgørelse efter ferieloven.
Da udgangspunktet i lønsumsafgiftsloven er, at:
- løn medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget, hvis den klassificeres som A-indkomst
- naturalier/personalegoder medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget, hvis de berettiger til feriegodtgørelse efter ferieloven, med det beløb som berettiger til feriegodtgørelse
er det Deloittes opfattelse, at multimedieskatten på 3.000 kr. skal medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget.
Værdien af fri telefon skal allerede indgå i lønsumsafgiftsgrundlaget i dag. Da multimedieskatten som beskrevet også omfatter fri telefon, vil virksomheder, der i dag stiller fri telefon til rådighed, og betaler lønsumsafgift af værdien, ikke opleve en ekstraomkostning for så vidt angår disse medarbejdere.
En virksomhed, der tilbyder multimedier som led i en bruttolønsordning, vil ligeledes ikke opleve en stigning i lønsumsafgiften, da bruttolønsnedgangen kan modregnes i lønsumsafgiftsgrundlaget – mod at der beregnes lønsumsafgift af de 3.000 kr. årligt. Hvis den årlige bruttolønnedgang er større end 3.000 kr., vil virksomheden oven i købet opleve et fald i lønsumsafgiften.
Hvis virksomheden vælger at kompensere medarbejderne for beskatningen ved at forhøje lønnen, vil lønsumsafgiften stige, da der i så fald vil skulle betales lønsumsafgift af både lønstigningen (som skal være større end 3.000 kr. for at kunne dække beskatningen af 3.000 kr.) og af multimedieskatten (rådigheden over goderne).