Virksomheder kan i den skattepligtige indkomst fradrage udgifter til reklame, når reklamen har til formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår.
Der er således skattefradrag for sponsorbidrag, hvis virksomheden opnår reklameværdi som modydelse for sponsoratet, og hvis denne modydelse består i en reklame, hvis formål det er at opnå salg for virksomhedens varer eller tjenesteydelser.
Sponsorbidraget består normalt i en form for reklame, og også gerne i form af sæsonkort, fribilletter, fri deltagelse i forestillinger m.m.
Værdien af fribilletterne er i det omfang, det anvendes til personale, fuldt fradragsberettiget som personaleudgifter.
Anvendes fribilletterne overfor virksomhedens kunder/forretningsforbindelser, betragtes de afholdte udgifter og værdien heraf som repræsentationsomkostninger og giver kun 25 % fradragsret.
Det er således vigtigt, at sponsorbidraget har karakter af en reklame, som er med til at gøre virksomheden mere kendt og fremme salget af deres produkter.
En virksomhed, der er et holdingselskab, og som ikke sælger nogen form for produkter eller har interesse i at markedsføre sig, kan således ikke få skattemæssigt fradrag for et sponsorat.
Det var man opmærksom på i en virksomhed, der ydede et sponsorat på kr. 700.000,00, til en sportsklub. Man havde derfor ikke begæret skattemæssigt fradrag for sponsoratet.
Hermed var sagen imidlertid ikke slut, idet skattevæsenet sagde, at sponsoratet ikke havde nogen værdi for virksomheden, men kunne anses for at være givet i hovedaktionærens interesse, idet han var meget fodboldinteresseret og også sad i bestyrelsen for den pågældende fodboldklub.
Da selskabet således ikke havde haft nogen interesse i at give sponsoratet, men det havde ejeren af selskabet, anså man beløbet som værende et udbytte til direktøren, et såkaldt maskeret udbytte, og udbytte til personer skal der som bekendt betales skat af, og direktøren blev derfor beskattet af sponsoratet.
Omtrent lige sådan gik det en hesteinteresseret direktør, der indgik en 5-årig sponsoraftale, hvor sponsoratet skulle bruges til transport, uddannelse, stævnedeltagelse og udstyr til hesten med det formål at forbedre præstationen for hest og rytter.
Som modydelse opnåedes en eksponering i form af navnereklame på enten hest eller rytter i forbindelse med ridestævner.
Højesteret fandt ikke, at der havde været en sådan sammenhæng mellem sponsoratet og virksomheden, at udgiften kunne anses for at være fradragsberettiget.
Man an så derfor beløbet som en merløn til direktøren, og han blev beskattet heraf.
Indgår man et sponsorat, er det derfor vigtigt, at man får sikret sig, at der gives en modydelse, som i betydeligt omfang forretningsmæssigt kan forsvares som værende givet med det formål at fremme virksomhedens interesse og ikke blot at støtte sportsaktiviteten
Der skal være dokumentation herfor i form af modydelser, hvilket principielt vil være reklamer.
