Der er kommet to bindende svar fra SKAT, der præciserer praksis vedrørende gebyr for optagelse på venteliste samt vederlag for opkrævning af rykkergebyr. De bindende svar er relevante for ejendomsadministratorer, der administrerer andres ejendomme. Det vil sige ejendomme, der ikke er ejet af administrator selv.
De bindende svar slår fast, at:
- Gebyr for optagelse på venteliste er momsfri for den boligsøgende. SKAT har fastslået, at gebyret skal anses som en integreret del af momsfri udlejning
- Gebyr for udsendelse af rykkere er momsfri for lejer. Det er SKATs opfattelse, at gebyret er en erstatning/godtgørelse til udlejer, der må anses for at have lidt et tab
- Administration af ventelister og udsendelse af rykkere på vegne af udlejer er en momspligtig ejendomsadministrationsydelse
- Hvis administration af ventelister og udsendelse af rykkere ikke er en del af aftalen om administration af udlejers ejendom, skal disse ydelser faktureres særskilt med moms til udlejer, også selvom ejendomsadministrator modtager betaling for ydelsen direkte fra den boligsøgende/udlejer