Skatterådet har i et bindende svar godkendt, at et selskabs provisionsindtægt modtaget for formidling af lån er momsfritaget - også når formidlingen sker i flere led.
Selskabet har indgået aftale med en långiver om eneret til formidling af lån fra långiveren. Det er aftalt, at formidlingen af lån kan ske via underagenter. Selskabet har i henhold hertil indgået aftale med en række detailbutikker om at bistå selskabet i formidlingen af lån. Det er således detailbutikkerne, der har den direkte kontakt til de kunder, der optager lån hos långiver.
Skatterådet fastslår, at den provision, som selskabet modtager fra långiver, er momsfri. Dette gælder uanset:
- hvordan størrelsen af provisionen beregnes
- om al kundekontakt varetages af underagenter (her detailbutikkerne)
- om långiver kan gøre underagenterne ansvarlige for deres håndtering af låneoptagelsen
- om selskabets navn fremgår overfor kunden
EU-domstolen har tidligere fastslået, at det afgørende for at en ydelse er momsfritaget som formidling af finansielle ydelser er, at ydelsen har til formål at træffe de nødvendige foran-staltninger for, at to parter indgår en kontrakt, hvor formidleren ikke har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.
Skatterådets bindende svar er i overensstemmelse hermed og tydeliggør, at formidling af finansielle ydelser også kan ske i flere led.