EU har vedtaget en gennemførelsesforordning med henblik på en præcisering af de markante ændringer af momssystemet, som blev gennemført med den såkaldte ”Momspakke”, hvis ændringer i al væsentlighed trådte i kraft i 2010.
Det er et særsyn at bruge forordninger på momsområdet, da forordninger er direkte gældende i medlemslandene i modsætning til direktiver, som skal implementeres i den nationale lovgivning. Brugen af forordninger sikrer, at ordlyden er den samme i de enkelte lande, ligesom det giver mulighed for en kortere periode inden ikrafttrædelse. Forordningen træder således allerede i kraft fra 1. juli 2011 og det må forventes, at indholdet i vidt omfang fastholdes i SKATs vejledninger.
Indholdet af forordningen er ret omfattende og på visse områder ret detaljeret, bl.a. vedrørende adgang til kunst og kultur, personbefordring, udlejning af transportmidler og servering ombord på transportmidler.
For flertallet af danske virksomheder er det mest interessante imidlertid de generelle retningslinjer, som fastlægges for leveringen af ydelser og betalingspligten på ydelser. Det drejer sig om momssystemets grundlæggende begreber om stedet for økonomisk virksomhed og fast forretningssted samt virksomheders betalingspligt.
Forordningen angiver således tre konkrete kriterier til fastlæggelse af økonomisk hjemsted, men i tilfælde af tvivl har stedet for daglige driftsbeslutninger forrang frem for det ved-tægtsmæssige sted eller ledelsens sæde. Dette må anses for en ændring af den nuværende praksis.
Forordningen fastlægger desuden, hvad der forstås ved et fast forretningssted, herunder hvornår det faste forretningssted træder i stedet for det økonomiske hjemsted som hen-holdsvis modtager og/eller leverandør af ydelser. Sondringerne er for omfattende at komme ind på her, men er relevante for alle virksomheder, som leverer ydelser via både selskaber og forretningssteder, f.eks. filialer, samt indkøber ydelser til brug i flere lande.
På levering af ydelser i EU er forordningen samtidig meget specifik omkring sælgers pligt til at lægge moms på ydelsen til modtagere i andre EU-lande.
Hvis sælger ikke har modtaget et gyldigt momsnummer på kunden, eller kunden på anden måde har dokumenteret, at registreringsproceduren er i gang, så kan sælger antage, at kunden ikke er en afgiftspligtig person og lægge sin egen lokale moms på, hvilket er en ret vidtgående effekt.
Lignende bestemmelser gælder ved salg til aftagere i ikke-EU lande, om end der ikke stilles krav om et decideret momsnummer.
Tillæg af lokal moms er naturligvis meget uhensigtsmæssigt for en afgiftspligtig køber, da det medfører en række problemer, herunder at momsen eventuelt ikke kan refunderes. Danske virksomheder bør således både som sælgere og som købere af EU-ydelser være opmærksomme på, at formalia omkring momsnumre skal opfyldes og i den forbindelse vurdere, om de nuværende forretningsprocedurer kan håndtere dette.
Det må forventes, at der er en række udenlandske virksomheder, som vil administrere reg-lerne meget nidkært.
Den nye forordning kan på den ene eller anden måde påvirke momshåndteringen i flertallet af danske virksomheder, og det er derfor en god anledning til at evaluere momshåndteringen af ydelser både på købs- og salgssiden.
