Den første hjemmeside er for nylig blevet blokeret med hjemmel i lægemiddellovens § 39 b, stk. 1. Det drejer sig om hjemmesiden 24hdiet.com, der efter Lægemiddelstyrelsens opfattelse markedsfører ulovlige lægemidler til danske forbrugere.
Lægemiddellovens § 39 b, der trådte i kraft den 1. juli 2011, forbyder nemlig internetudbydere i Danmark, at formidle adgang til hjemmesider udenfor EU og EØS, der udbyder lægemidler til danskerne i strid med lægemiddelloven. ”Formidle adgang til” skal i denne forbindelse forstås som ”ikke blokere adgangen til”, idet internetudbydere som bekendt ikke vælger hvilke sider på Internettet de formidler adgang til, men derimod formidler adgang til Internettet som sådan.
Hensigten med den nye bestemmelse er naturligvis at hindre, at ulovlig og potentielt farlig medicin markedsføres via Internet til de danske forbrugere, og bestemmelsen har følgende ordlyd:
§ 39 b
Stk. 1. Det er ikke tilladt for erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere at formidle adgang til et internetdomæne, hvorfra der i strid med § 7, § 39, stk. 1, eller § 60, stk. 1, forhandles lægemidler til brugerne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke, hvis internetdomænet er ejet af en tjenesteyder, som er etableret i et land inden for EU eller EØS.
Måden forbudet skal føres ud i livet, er ved hjælp af såkaldte DNS-blokeringer. En DNS-blokering foretages af den enkelte internetudbyder, og vil medføre, at hjemmesiden bag et givent domænenavn ikke længere kan tilgås gennem dette domænenavn.
Det er således hensigten, at en DNS-blokering iværksættes af internetudbyderne, efter modtagelse af en henstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen skal inden da have vurderet, at hjemmesiden handler klart i strid med lægemiddelloven og have forsøgt at bringe ulovlighederne til ophør ved henvendelse til hjemmesideejeren, med mindre en sådan henvendelse vurderes at være formålsløs.
Nægter en internetudbyder herefter at efterkomme Lægemiddelstyrelsens henstilling, kan Lægemiddelstyrelsen med § 39 b i hånden, gennemtvinge blokeringen overfor internetudbyderen ved rettens hjælp.
Til dette bemærker lovforslagets tekst, at:
”Det vil herefter være op til domstolene at afgøre, om der i det enkelte tilfælde er tale om en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 39 b, stk. 1 […]”
Det er med baggrund i ovenstående, at Lægemiddelstyrelsen den 5. september 2011 fik nedlagt fogedforbud mod en række danske internetudbydere ved fogedretten i København.
I den konkrete sag blev hjemmesidens indehaver ikke kontaktet forinden, idet Lægemiddelstyrelsen var af den opfattelse, at indehaveren ikke havde til sinds at rette sig efter dansk lovgivning, hvorfor en henvendelse vurderedes at være formålsløs. Lægemiddelstyrelsens rekvisitii i sagen var således udelukkende internetudbyderne, mens hjemmesideejeren ikke var part i sagen.
Rekvisitii gjorde under fogedsagen gældende, at de som udbydere af teleydelser ikke kunne vurdere om et produkt udbudt til salg på Internettet er et ulovligt lægemiddel, og om salget og markedsføringen heraf sker i strid med den danske lægemiddellovgivning. Til trods for, at rekvisitii således nedlagde påstand om nægtelse af forretningens fremme, så fremsatte rekvisitii således ikke egentlige anbringender til støtte for påstanden, men gjorde gældende at de ”... vil herefter lade det være op til fogedretten at vurdere, om grundlaget for at foretage blokering af hjemmesiden er til stede.”
Fogedretten afgjorde sagen på baggrund at de foreliggende oplysninger og forbød herefter internetudbyderne at formidle adgang til hjemmesiden. Samtidig tilpligtede fogedretten internetudbyderne at etablere DNS-blokering af samme. Fogedforbudets rigtighed blev således vurderet af fogedretten udelukkende ud fra rekvirentens oplysninger i sagen, jf. kontradiktionsprincippet og det i sagen fremlagte.
DNS-blokering af hjemmesider gennemtvunget overfor danske internetudbydere ved fogedrettens hjælp aktualiserer en lang række problemstillinger. Disse problemstillinger gennemgås i detaljer i bogen ’Fogedforbud rettet mod netværksoperatørers videreformidling af ophavsretskrænkelser’ forfattet af undertegnede.
Selvom bogens emnekreds begrænser sig til gældende ret mht. blokering af hjemmesider i forbindelse med ophavsretskrænkelser, så er blokeringsformen akkurat den samme, og flere af de fogedretstekniske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger genfindes ligeledes bl.a. i bogen.
Den vel nok største forskel på DNS-blokeringer med baggrund i Lægemiddellovens § 39 b, stk. 1, og de i ovennævnte bog omhandlede, er at der i ophavsretskrænkelsestilfældene er tale om en privat rekvirent. På lægemiddelsområdet er det derimod Lægemiddelstyrelsen der som offentlig myndighed, med alt hvad det indebærer, varetager blokeringsinitiativerne. Dertil kommer, at blokeringerne kun kan iværksættes med hjemmel i Lægemiddellovens § 39 b, stk. 1 overfor hjemmesider udenfor EU og EØS, mens der ikke findes en sådan geografisk begrænsning i blokering af hjemmesider i ophavsretskrænkelsestilfældene.
Det skal dog bemærkes, at overtrædelse af Lægemiddellovens § 39 b ikke er strafsanktioneret, og at internetudbyderne er undtaget fra ifaldelse af erstatningsansvar jf. E-handelslovens § 14.
Tilbage står dog, at et fogedforbud er en indskærpelse af en bestående handlepligt, og en dermed følgende indskærpelse af sanktionspresset overfor rekvisitus. Internetudbyderne overtræder altså objektivt set forbudet i lægemiddellovens § 39 b hver eneste gang de formidler adgang til en hjemmeside der markedsfører ulovlige lægemidler i strid med lægemiddelloven. Eftersom Internetudbydere ikke udvælger hvilke hjemmesider de formidler adgang til, men formidler adgang til Internettet som sådan, vil internetudbyderne altså overtræde forbudet lige så længe der eksisterer bare en enkelt ikke-blokeret, ikke-EU/EØS-baseret hjemmeside på Internettet der markedsfører lægemidler i strid med lægemiddelloven til danske forbrugere.
