Ekspropriation kan være nødvendigt

Det kan til tider være nødvendigt for kommuner at ekspropriere private ejendomme for at sikre realiseringen af forskellige projekter af almen karakter. 

Ekspropriation behøver ikke være et negativt ladet ord, men kan være en hensigtsmæssig løsning, hvor også den private parts retssikkerhed er i højsædet.

En ekspropriation vil alligevel ofte blive opfattet som et voldsomt indgreb. Udover overholdelse af formalia, skal man derfor som myndighed fokusere på information og dialog med lodsejerne under hele processen.

Valget mellem ekspropriation eller frivillig aftale

Inden ekspropriation kommer på tale, vil mulighederne for en frivillig aftale oftest være blevet undersøgt.

Det er ikke kun prisen, som er afgørende. Overtagelsestidspunkt og –vilkår, antallet af involverede lodsejere og skattespørgsmål kan også have betydning.

Juraen skal være på plads

Hvis kommunen skrider til ekspropriation, skal det retlige grundlag herfor være på plads.

Lovgivningen opstiller rammerne for, hvornår der kan eksproprieres, men der kan ofte opstå tvivlsspørgsmål - fx

  • Hvad ligger der i begrebet almenvellet?
  • Hvornår er nødvendighedskravet opfyldt?
  • Gælder der særlige regler, hvis der skal eksproprieres til fordel for private – og skal et eksproprieret areal i givet fald udbydes?

Taksationssager

Kan parterne ikke blive enige om prisen for et eksproprieret areal, fastsættes erstatningen af de særlige taksations– og overtaksationskommissioner.

Forberedelsen af taksationssager må ikke undervurderes!

Overtaksationskommissionernes kendelser kan indbringes for domstolene. Al erfaring viser imidlertid, at der skal meget til, før domstolene ændrer kommissionernes vurderinger.

Betydningen af forberedelsen skal derfor ikke undervurderes. Det vil ofte være her, sagerne bliver afgjort.

Overtagelsessager efter planloven og vejloven

Det er også taksationskommissionen, som behandler sager om kommunernes overtagelsespligt efter vejloven og planloven.

Særligt overtagelsessager efter planlovens §§ 48 og 49 kan vedrøre betydelige beløb. Overtagelsesspørgsmålet indebærer endvidere ofte et betydeligt skønsmæssigt element og er derfor ikke ukompliceret.

Vi bistår tillige under sagernes behandling ved taksationsmyndighederne, hvor også valg af strategi kan have betydning. Det må fx overvejes om overtagelsespligt og overtagelsespris mest hensigtsmæssigt skal behandles samlet eller hver for sig, om der skal indhentes sagkyndige vurderinger osv.