Krav om information om cookies på ens hjemmeside blev indført i december 2011 og fulgt op af en vejledning, der ikke afklarede særlig meget.

Efterfølgende har Erhvervsstyrelsen lavet en mere præcis vejledning, der er udsendt i april 2013.

Vejledningen kan ses her:

http://www.erhvervsstyrelsen.dk/file/364840/cookievejledning.pdf

Den ny vejledning strammer især op på kravet til et informeret samtykke fra brugeren af en hjemmeside.

Med et ”informeret samtykke” menes, at brugeren – før anvendelse af hjemmesiden - skal informeres om

  • At der anvendes cookies
  • Hvilket formål disse cookies har
  • Hvem der anvender de cookies
  • Hvordan man samtykker i anvendelsen, og
  • Hvordan man afslår anvendelsen af cookies.

Dette kan faktisk gøres relativt kort, se nedenfor.

Erhvervsstyrelsen kræver nu, at forbrugeren giver samtykke som en aktiv handling. Samtykke kan gives ved afkrydsning, ved at klikke på ”OK” eller ved, at forbrugeren - efter oplysning om cookies på hjemmesiden – forsætter med at bruge siden. Det kræves ikke, at forbrugeren krydser af eller accepterer, men på den anden side er det ikke længere nok at informere om cookies på en underside.

Følgende vil opfylde reguleringen af cookies efter den ny vejledning:

En ramme øverst eller et pop-up vindue midt på hjemmesiden, hvori der står:

”Vi og vore samarbejdspartnere bruger cookies til (indsæt formål, eksempelvis ”marketing, til at forbedre siden og til statistik”). Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål.

Læs her mere om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger cookies.”

Hvis forbrugeren klikker videre på siden, kan det ses som et samtykke og rammen / pop-up vinduet kan forsvinde.

Klikkes på ”vores brug af cookies”, skal forbrugeren ledes over til hjemmesidens information om cookies.

Klikker forbrugeren på ” fravælger cookies” skal forbrugeren ledes direkte over til oplysning om hvordan man afslår eller sletter cookies, for eksempel ledes til

http://minecookies.org/cookiehandtering

Bemærk venligst, at der ikke er noget krav om, at en forbruger, som har fravalgt cookies, fortsat skal have adgang til hjemmesiden. Der er altså ikke noget krav om at lave en cookie-fri version af ens hjemmeside.