Hvem får pension ved død?
Hvis du har en pensionsordning, livsforsikring eller lignende, tilfalder de penge, som bliver udbetalt som følge af din død, den, der er begunstiget. Du bestemmer selv, hvem der skal have din pension og forsikring udbetalt ved din død.
Meget ofte er der i ordningerne indsat begunstigelsesklausulen "nærmeste pårørende", hvilket betyder, at din ægtefælle får pensionsordningen m.v. ved din død. Efterlader du dig ikke ægtefælle, tilgår ordningen dine børn.
Hvis din pensions- eller forsikringsordning er oprettet efter 01.01.2008, betyder begunstigelsesklausulen "nærmeste pårørende", at din samlever automatisk får udbetalt beløbene. Det forudsættes dog, at du har boet sammen med din samlever i mindst 2 år, eller at I bor samme og venter, har eller har haft barn sammen.
Det kan være svært at holde styr på, hvem der er begunstiget i de forskellige pensionsordninger, særligt, hvis man f.eks. på grund af jobskifte har pensionsordninger i flere forskellige selskaber. Det optimale vil derfor altid være, at du kontakter pensions- eller forsikringsselskabet og får noteret med navns nævnelse, hvem du ønsker, der i tilfælde af din død, skal have de opsparede beløb på dine ordninger udbetalt.