Langt de fleste danskere er dækket af en stribe forskellige forsikringer, hvor der vil ske udbetaling af i mange tilfælde meget store summer, hvis man måtte falde bort, og som eksempel kan man nævne:
- Ulykkesforsikringer,
- Livsforsikringer og
- pensionsordninger.
I mangfoldige år har de forskellige forsikringspolicer haft en standardklausul om udbetaling til ”nærmeste pårørende”, som indtil 1. januar 2008 var:
- Ægtefælle eller
- Livsarvinger (børn).
Standardklausulen gælder, hvis man ikke selv udtrykkeligt har bestemt andet (i en begunstigelsesklausul).
Fra 1. januar 2008 blev standardklausulen ændret, hvorefter begunstiget var:
- Ægtefælle,
- Samlever eller
- Livsarvinger (børn).
Som samlever får man dog alene udbetaling, hvis man på dødstidspunktet har været samlevende i 2 år.
Denne ændring kom i sammenhæng med en ændring af arveloven, hvorefter der blev åbnet mulighed for at oprette et såkaldt ”udvidet samlevertestamente”, der tilnærmelsesvist sidestiller en samlever med en ægtefælle under visse betingelser (herunder som udgangspunkt to års samliv), og ændringen var selvfølgelig en afspejling af den ændrede familiestruktur, som har sneget sig ind på os – nemlig at mange af os er samlevende i rigtig mange år uden at indgå formelt ægteskab med hinanden af forskellige grunde (forskellig tro osv.).
For de fleste løser den ændrede klausul i forsikringspolicerne sikkert et problem, da vi er skødesløse og viger tilbage fra at forholde os til, hvad der skal ske, når vi falder bort, men den løser langt fra alle problemer.
For det første skal man være opmærksom på, at ændringen kun omfatter policer oprettet efter 1. januar 2008 – de ældre forsikringsordninger bevarer den gamle formulering.
For det andet skaber den måske et nyt problem, idet en konsekvens af det ændrede familiemønster er, at mange familier lever med sammenbragte børn, og rigtig mange samlevende sørger for at oprette testamente til fordel for hinanden, hvor de sikrer, at den længstlevende får adgang til at disponere over mest muligt af den ”rørlige” formue (bil, hus, indbo osv), hvilket forekommer ganske naturligt, da børnene formodentlig ikke har megen interesse i at arve en halv sofagruppe eller suppetallerknerne til mågestellet.
Børnene vil formentlig have langt større interesse i at blive sikret økonomisk (hvis de har en alder, hvor man som forælder stadig forsørger dem), hvilket typisk sker via vore forsikringsordninger.
Men ind ad bagdøren sniger sig i denne forbindelse den ændrede begunstigelsesklausul og den ændrede familiestruktur, hvorfor man bør forholde sig til spørgsmål – ”hvem skal have forsikringerne udbetalt?”. hvis man ikke gør noget, kan konsekvensen være, at længstlevende arver det meste af den ”rørlige” formue og derudover får alle forsikringerne udbetalt, således at der ikke består nogen sikring af børnene (førstafdødes).
Derfor skal man være opmærksom på, at der alene er tale om en standardklausul, som man frit selv kan ændre ved at rette henvendelse til sit forsikringsselskab, og der er ikke noget til hinder for, at man laver en fordeling, så en del (en brøk, en procent eller et bestemt beløb) udbetales til samleveren eller den nye ægtefælle og tilsvarende til livsarvingerne – man bestemmer selv.
Endvidere kan udbetalingen gøres til særeje for børnene, hvilket jo også er interessant ud fra den betragtning, at mere end 40 % af ægteskaber bliver opløst ved separation/skilsmisse, så i den situation kan man da overveje, om man vil give børnene det redskab, at udbetalingen skal være særeje, så de kan tage det med sig ud af et synkende ægteskab.
Hvis man er i tvivl om, hvordan man er forsikret, findes der en ganske fortrinlig hjemmeside www.pensionsinfo.dk, hvor man kan trække en udskrift, der viser præcist hvilke forsikringsordninger man er dækket af (og hvor man derfor skal overveje begunstigelse), ligesom udskriften i detaljer kan forklare, hvordan man samlet set er dækket ved sygdom, efterløn, pension og død.
I samme forbindelse skal man være opmærksom på, at oprettelse af et testamente ikke er tilstrækkeligt, idet forsikringsselskaberne vil rette sig efter formuleringen i forsikringspolicerne, hvorimod de ikke vil interessere sig for, hvad der måtte være bestemt i et testamente.
Der er ganske givet ikke noget entydigt svar på, hvad man skal gøre, men man må sætte sig ned og overveje, hvordan ønsker vi overordnet at sikre hinanden og vore børn.
Endelig skal man selvfølgelig også være opmærksom på, at disse begunstigelser, som man selv har oprettet, ikke automatisk falder bort ved samlivsophævelse eller separation, hvorfor man i den situation selv skal ind og tilbagekalde den udtrykkeligt overfor forsikringsselskaberne, hvilket mange formodentlig glemmer midt i glæden over at være sluppet af med kranen eller skiderikken, men så ville det da være som at få gnedet salt i såret, at man kunne sidde oppe på en sky (hvis det var dér man endte) og se, at eks’en fik alle ens forsikringer, hvis der skete noget, mens der ikke blev noget til børnene eller den nye samlever/ægtefælle.
