En handelsagent har som udgangspunkt krav på godtgørelse, hvis agenturaftalen opsiges af agenturgiveren, såfremt handelsagenten har tilført agenturgiveren nye kunder og/eller en væsentlig omsætningsstigning, og agenturgiveren vil have glæde heraf fremover og betaling af godtgørelse ud fra en helhedsbetragtning er rimelig.

Der bliver ikke tale om betaling af godtgørelse, hvis agenten har sagt agenturaftalen op, medmindre det er agenturgiverens forhold, der er årsag hertil.

Men hvad hvis en tidsbegrænset agenturaftale ophører, og agenten har tilført agenturgiveren nye kunder, respektive en væsentlig omsætningsstigning?

Det antages i henhold til forarbejderne til den nuværende Lov om handelsagenter fra 1990, at hvis agenten afslår at videreføre en aftale, der udløber på grund af en tidsbegrænsning, vil der i almindelighed ikke være grundlag for betaling af godtgørelse.

Det er en del af den rimelighedsvurdering, der også indgår ved fastsættelse af godtgørelse.

Højesteret har ved en dom af 26. februar 2008 haft anledning til at tage stilling godtgørelse ved ophør af en tidsbegrænset agentaftale.

I 1994 indledte et dansk selskab – agenturgiveren – der producerer tekstilbaseret filtrerings- og ventilationssystemer – et samarbejde med et tysk firma – agenten – der drev rådgivende ingeniørvirksomhed indenfor klimateknik og støjforanstaltninger samt handelsagentur og forhandlervirksomhed.

I 1999 blev samarbejdet udvidet, således at det tyske firma blev agent i hele Tyskland for det danske firma.

Der blev indgået en 5 årig agentaftale til forudbestemt ophør med udgangen af 2003.

Aftalen indeholdt en fælles forestilling om et fortsat samarbejde.

Parterne forhandlede frem til slutningen af 2003 om en forlængelse af samarbejdet.

I forhandlingerne indgik også etablering af en eneforhandleraftale til afløsning af agenturaftalen.

En ny agenturaftale indgik også i forhandlingerne.

Agenturgiveren krævede imidlertid nye omsætningsmål, som agenten fandt urealistiske.

Imidlertid nåede parterne ikke til enighed om forlængelse af aftalen, og følgelig ophørte samarbejdet ved udgangen af 2003.

Agenten – det tyske firma – krævede godtgørelse i anledning af ophør.

Det var under sagen notorisk, at agenten havde tilført agenturgiveren en position på markedet, som efter agenturforholdets ophør fortsat ville give agenturgiveren betydelige fordele herunder, at der var sket en betydelig stigning i omsætning på det tyske marked som følge af agentens virke.

Det danske selskab afviste kravet med henvisning til, at det var bortfaldet, fordi agenten – det tyske selskab – ved sin adfærd rent faktisk havde opsagt agentaftalen, idet agenten ikke havde taget imod et tilbud om at forlænge aftalen.

For Højesteret blev endvidere henvist til forarbejdet til Handelsagentloven, herunder at hvis agenten afslår at videreføre en aftale, der udløber på grund af tidsbegrænsning, vil der reelt ikke være grundlag for godtgørelse.

Men Højesteret fastslog, at aftalen måtte forstås således, at agenturforholdet – i mangel af forlængelse – uden videre ophørte med udgangen af 2003 og således var tidsbegrænset.

Højesteret fandt ikke, at aftalen kunne betragtes som opsagt af agenten.

Følgelig tilkendte Højesteret agenten en skønsmæssig godtgørelse på EUR 100.000,00.

Endvidere skulle agenturgiveren i alt betale sagsomkostningerne ved Sø- og Handelsretten og Højesteret til agenten med DKK 155.000,00.

 

Per Q. Ovesen