Siden godtgørelsesniveauet for mangelfulde ansættelsesbeviser blev ændret i 2007, har både arbejdsgivere og arbejdstagere flere gange ved retten søgt afklaring om, hvad eventuelle mangler ved ansættelsesbeviset skal koste. Endelig afklaring foreligger endnu ikke.
Folketinget vedtog den 22. februar 2007 en ændring af godtgørelsesbestemmelsen i Ansættelsesbevislovens § 6.
Formålet med loven er, at godtgørelsesniveauet skal tage udgangspunkt i en konkret vurdering, og fastsættes efter de nærmere omstændigheder, ligesom det anføres i forarbejderne, at der med lovændringen ønskes en generel nedsættelses af godtgørelsesniveauet i de sager, hvor mangelen har været uden betydning for lønmodtageren. Loven gør således op med den hidtidige praksis, der blev fastlagt i Højesterets dom U.1997.1702.H, hvorefter der uden skelen til mangelen - og dens betydning for lønmodtageren - blev tilkendt godtgørelse på kr. 5.000, eller kr. 10.000, hvis der forelå skærpende omstændigheder.
Således fremgår det nu af Ansættelsesbevislovens § 6 stk. 1, at godtgørelsen kan udgøre op til 13 ugers løn og ”… skal fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om mangelen har haft konkret betydning for lønmodtageren…”. Godtgørelsen kan ved skærpende omstændigheder forhøjes op til 20 uger. Såfremt mangelen er undskyldelig, og i øvrigt ikke har betydning for ansættelsesforholdet, kan godtgørelsen højst udgøre kr. 1000, jf. Ansættelsesbevisloven § 6 stk. 2.
Siden ændringen har godtgørelsesniveauet været forelagt domstolene flere gange. Byretten i Horsens har således, i en dom afsagt den 2. april 2008, tilkendt en lønmodtager en godtgørelse på kr. 20.000 for manglende ansættelsesbevis. Det fremgår af dommen, at godtgørelsen blev fastsat skønsmæssigt, og således ikke – som forudsat i loven – fastsat efter et antal uger ud fra det konkrete lønniveau. Derudover har Byretten i Kolding, i en dom afsagt 9. maj 2008, tilkendt en lønmodtager en godtgørelse svarende til 4 ugers løn (Kr. 35.946,92), for et mangelfuldt ansættelsesbevis med hensyn til stillingsbetegnelse, lønforhold og en bestemmelse i strid med ligebehandlingsloven. Godtgørelsen var – som det fremgår – opmålt efter lønmodtagerens lønniveau og opgjort efter et antal uger. Afgørelsen fra Kolding går således bedre i tråd med bestemmelsens ordlyd. Siden har der været en række byretsafgørelser, hvor lønmodtageren har modtaget relativt høje godtgørelser, både ud fra en skønsmæssig vurdering, og ud fra lønmodtagerens konkrete lønniveau.
Godtgørelsesniveauet har ligeledes været forelagt landsretten i en række tilfælde. Ind til den seneste dom har godtgørelsesniveauet generelt været lavere hos Landsretten end hos Byretten. Således tilkendte Vestre Landsret, i en dom afsagt den 17. september 2008, en lønmodtager en godtgørelse svarende til 2 ugers løn for forkert angivelse af arbejdsgiveren i ansættelsesbeviset. Ligeledes nedsatte Vestre Landsret, i en dom afsagt 1. december 2008, ovennævnte godtgørelse på kr. 20.000 tilkendt af Byretten i Horsens til kr. 10.000. Godtgørelsen var ikke udmålt i uger, men Landsretten henviser dog til, at godtgørelsen er udmålt med henvisning til lønniveauet. Den seneste dom fra Vestre Landsret tilkender en lønmodtager 25.000, svarende til 6 ½ ugers løn, for et ansættelsesbevis der var mangelfuldt med hensyn til arbejdsgiverens navn, CVR-nr. og adresse. Derudover var der indført bestemmelser i ansættelsesbeviset vedrørende opsigelse og sygemelding, som direkte var i strid med de præceptive regler i henholdsvis Funktionærloven og Helbredsoplysningsloven. Tilkendelsen af den – i forhold til tidligere landsretsafgørelser – relativt høje godtgørelse skal nok ses i lyset af ansættelsesbevisets bestemmelser der stred mod de præceptive lovbestemmelser.
Som ovennævnte praksis illustrerer, er der siden ændringen i 2007 ikke gennem retspraksis blevet fastlagt et specifikt niveau for godtgørelsens størrelse, i forbindelse med mangler ved ansættelsesbeviset. Dog viser praksis – i overensstemmelse med formålet bag loven – at størrelsen af godtgørelsen er blevet mere nuanceret, og foretages ud fra en konkret vurdering. Landsretten tilkender generelt en lavere godtgørelse end byretten, og spørgsmålet om godtgørelsesniveauet skal formentlig foreligges for højesteret, inden det kan fastlægges hvordan niveauet skal ligge i fremtiden.
