Afskedigelse begrundet i sprogkrav var ikke usaglig
En virksomhed valgte at lukke en afdeling, der betjente det engelske marked og i denne forbindelse blev en hollænder opsagt mens en kollega der talte flydende dansk fik tilbudt andet job. En del af begrundelsen for opsigelsen af hollænderen, var at hans danskkundskaber ikke var tilstrækkelige til at kunne bestride det andet job i virksomheden.
Medarbejderens faglige organisation gjorde gældende, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven idet opsigelsen var begrundet i den udenlandske oprindelse, og i det det er ulovligt at forskelsbehandle på grund af national oprindelse.
Både Sø- og Handelsretten og efterfølgende Højesteret frifandt arbejdsgiveren, fordi man fandt det sagligt begrundet at stille visse sproglige krav til den omhandlede stilling, og idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens skøn i denne henseende.
I hvert fald ud fra en arbejdsgivervinkel forekommer afgørelsen åbenbart korrekt. Afgørelsen viser dog omvendt, at selv forhold som umiddelbart kan synes åbenbare, kan kræve en endelig afgørelse Højesteret, og på denne baggrund er det altid vigtigt på forkant at overveje behovet for juridisk bistand.