Den 5. oktober 2009 blev der indført en ny lægeerklæring, den såkaldte mulighedserklæring og samtidig blev den tidligere lægeerklæring om uarbejdsdygtighed afskaffet.
Der har imidlertid hersket en del usikkerhed om, hvordan man herefter skal fremskaffe lægeerklæringen, både blandt arbejdsgiver og arbejdstager.
På denne baggrund har Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejdet et notat om mulighedserklæring og friattest.
Hele formålet med de nye regler er at opnå større dialog mellem arbejdsgiver og arbejdstager med henblik på at fastholde sygemeldte medarbejdere til arbejdspladsen/arbejdsmarkedet.
Dette betyder i hovedtræk, at arbejdsgiveren skal indkalde medarbejderen til en samtale, hvor parterne i fællesskab udfylder side 1 af den såkaldte mulighedserklæring. Medarbejderen skal herefter medbringe erklæringen til sin læge, som på side 2 giver den lægefaglige vurdering af fraværet og muligheden for at genoptaget arbejdet.
Hvis den sygemeldte ikke ønsker at deltage i en samtale med arbejdsgiveren, eller i opsigelsessituationer, eller hvis der er mistanke om, at fraværet ikke er reelt, er der endvidere mulighed for at få udarbejdet en såkaldt friattest, som primært skal dokumentere, at sygdommen er lovlig fraværsgrund.