Julefrokosterne står for døren, og det er ikke unormalt at slippe tøjlerne og feste igennem, men er det egentlig en arbejdsskade, hvis du falder og brækker hånden, mens du slår dig løs på dansegulvet til firmajulefrokosten?
Julefrokostskader kategoriseres som arbejdsskader
Udover fysiske og moralske tømmermænd kan der være helt andre problemstillinger at forholde sig til, hvis du vågner op med en brækket hånd efter firmajulefrokosten. For er det en arbejdsskade, hvis du har brækket hånden under et styrt på dansegulvet til firmajulefrokosten? Det korte svar er ja.
- Du er dækket af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, hvis du kommer galt afsted under firmajulefrokosten, og det gælder uanset, om festen afholdes på firmaets adresse eller i lejede lokaler. Hvis du derimod fortsætter videre i byen efter julefrokosten og kommer til skade på det lokale diskotek, vil en eventuel skade ikke længere kunne kategoriseres som en arbejdsskade, siger advokat Berit Møller Lenschow.
Er det rimeligt, at arbejdsgiveren skal bøde for medarbejdernes skader på dansegulvet?
Det vækker måske undren hos nogen, at arbejdsgivere må bøde for eventuelle skader til firmajulefrokoster, der er afholdt i medarbejdernes fritid, men advokat Berit Møller Lenschow finder reglerne rimelige.
- Selvom en firmajulefrokost foregår udenfor normal arbejdstid, er der ofte en forventning fra ledelsens side om, at medarbejderne deltager i julefrokosten, og hvis man som medarbejder deltager af pligt i større eller mindre grad, er det kun rimeligt, at eventuelle skader, der er opstået i forbindelse med julefrokosten, dækkes af arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring, forklarer advokat Berit Møller Lenschow og fortsætter - Som arbejdsgiver er det til gengæld vigtigt at få afgrænset det tidsrum, festen varer ved, i invitationen, tydeligt at angive begyndelses- og sluttidspunkt for festlighederne.
Berit Møller Lenschow har disse tre råd, hvis du kommer til skade til firmajulefrokosten:
- Få skaden dokumenteret fra skadestuen eller din egen læge
- Tal med din chef mandagen efter julefrokosten, så I begge er afklarede omkring situationen
- Tag fat i din tillidsmand, HR-afdelingen eller eventuelt en advokat, hvis du ikke kan nå til enighed med din chef