IASB har udsendt udkastet ED/2011/4 Investeringsvirksomhed. I udkastet foreslås, at virksomheder, der opfylder nogle forholdsvis restriktive kriterier for ”investeringsvirksomhed”, skal indregne og måle kapitalandele i datterselskaber til dagsværdi via resultatopgørelsen.
Udkastet udspringer af høringssvarene til den i maj 2010 udsendte IFRS 10 Konsolide-ring/koncernregnskaber, hvor flere respondenter satte spørgsmålstegn ved anvendeligheden af investeringsvirksomheders årsregnskaber, hvis der efter IFRS fortsat var krav om, at investeringsvirksomheder skal konsolidere sine dattervirksomheder. Udkastet svarer på denne længe kendte bekymring ved at foreslå en undtagelse til princippet om konsolidering i IFRS 10 ved at kræve, at investeringsvirksomheder (som defineret i udkastet) skal måle kapitalandele i dattervirksomheder til dagsværdi via resultatopgørelsen i overensstemmelse med IFRS 9. Udkastet indeholder forslag til:
- Nogle forholdsvis restriktive kriterier for, hvornår en virksomhed kan anses for at være en ”investeringsvirksomhed” (se nedenfor).
- At en investeringsvirksomhed som hovedregel kan undlade at konsolidere sine dattervirksomheder i koncernregnskabet. I stedet skal kapitalandele i dattervirksomheder måles til dagsværdi over resultatopgørelsen i overensstemmelse med IFRS 9 Finansielle instrumenter.
- Yderligere oplysningskrav til brug for vurdering af investeringsaktiviteten og den økonomiske indvirkning heraf.
- Konsistensmæssige ændringer til IAS 28 Investeringer i associerede virksomheder og joint ventures. Den nuværende henvisning i IAS 28 til venturekapitalvirksomhed, gensidige fonde og investeringsforeninger mv. (venture capital organisations, mutual funds, unit trusts) erstattes med udkastets definition på ”investeringsvirksomhed”. Endvidere foreslås den nuværende mulighed i IAS 28 ændret således, at investeringsvirksomheder fremover skal måle kapitalandele i associerede virksomheder og joint ventures til dagsværdi over resultatopgørelsen i overensstemmelse med IFRS 9.
- Krav om at virksomheder, der førtidsimplementerer bestemmelserne om investeringsvirksomheder, også skal førtidsimplementere IFRS 10, IFRS 11 Fælles ledede arrangementer, IFRS 12 Oplysning om involvering i andre virksomheder og IAS 28 (med ændringer i 2011). Virksomheder, der opfylder kriterierne for ”investeringsvirksomhed”, skal implementere ændringerne med fremadrettet virkning, således at forskellen mellem den bogførte værdi og dagsværdien af dattervirksomhederne indregnes på egenkapitalen.
Det foreslås derudover, at en modervirksomhed til en investeringsvirksomhed selv skal opfylde kriterierne for ”investeringsvirksomhed” for at kunne undlade konsolidering. Det betyder, at alle de virksomheder, som modervirksomheden kontrollerer, herunder dattervirksomheder, der er kontrolleret af en mellemliggende investeringsvirksomhed, skal konsolideres, hvis modervirksomheden ikke selv opfylder definitionen på investeringsvirksomhed.
Kriterier for at være ”investeringsvirksomhed”
En ”investeringsvirksomhed” er ifølge udkastet en virksomhed, der opfylder alle nedenstående kriterier
- Virksomhedens eneste væsentlige aktivitet er investering i flere virksomheder med henblik på at opnå kapitalgevinst, investeringsafkast eller begge dele.
- Virksomhedens forretningsmæssige formål er at investere med henblik på at opnå ovenstående, og den har eksplicit forpligtet sig hertil over for investorerne.
- Investorerne ejer andele (fx aktier eller partnerskabsandele) i virksomheden.
- Virksomheden opretter puljer af midler, der er modtaget fra sine investorer med henblik på, at investorerne kan drage fordel af professionel investeringspleje.
- Virksomheden evaluerer resultatet af sine investeringer på grundlag af dagsværdimålinger (fair value management).
- Virksomheden giver information om sine finansielle investeringer til investorerne.
Udkastet er udarbejdet i samarbejde med den amerikanske standard-setter, FASB. FASB forventes at udsende et lignende forslag inden for kort tid.
I IFRS in Focus, september 2011 er udkastet nærmere beskrevet, og der gives eksempler på aktiviteter, som vil medføre, at en virksomhed ikke er en investeringsvirksomhed. Endvidere er givet eksempler på, hvordan ovenstående kriterier for at være ”investeringsvirksomhed” kan fortolkes.
IASB har anmodet om kommentarer senest den 5. januar 2012.
Relaterede links
- Læs mere i IFRS in Focus, september 2011
Læs mere - Læs udkastet på IASB's hjemmeside
Læs mere - Læs IASB´s pressemeddelelse
Læs mere - Læs om projektet på IASPlus.com
Læs mere