Regeringen fremsatte den 27. januar et lovforslag der, hvis det vedtages i sin nuværende form, vil få betydning for beskatningen af blåstemplede obligationer, positiv kapitalindkomst, investeringsforeninger, indberetning mv. Neden for gives en kort beskrivelse af de væsentligste elementer i det fremsatte lovforslag.
Ophævelse af skattefriheden for personer af gevinster på blåstemplede obligationer, herunder skattemæssige konsekvenser for selskabers modsvarende gæld
I dag er gevinster på obligationer i danske kroner skattefri for personer, hvis obligationerne forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten. Tab er ikke fradragsberettiget.
Vedtages lovforslaget om ophævelse af mindsterentereglen, vil gevinster på obligationerne fremover være skattepligtige, mens der samtidig indføres fradrag for tab. Fradrag for tab vil dog for papirer optaget til handel på et reguleret marked blive betinget af en indberetning af erhvervelsen, jf. nærmere under ændringer i indberetningsreglerne. Beskatningen vil svare til den gældende beskatning af fordringer i fremmed mønt. Gevinsten eller tabet medregnes i den skattepligtige indkomst på realisationstidspunktet. Den nugældende bagatelgrænse på 1.000 kr. pr. indkomstår hæves til 2.000 kr.
Bestemmelserne om begrænsning af selskabers fradrag for tab på den modsvarende gæld foreslås samtidig ophævet.
De nye regler foreslås indført med virkning for obligationer, der er erhvervet efter fremsættelsen af lovforslaget 27. januar 2010. Blåstemplede obligationer, der er erhvervet forud for fremsættelsen, kan fortsat afstås skattefrit, mens tabet ikke kan fratrækkes. FIFO-princippet finder anvendelse ved personers opgørelse af gevinst og tab.
Nedsættelsen af marginalskatten for positiv nettokapitalindkomst
I dag beskattes positiv kapitalindkomst med op til 51,5 % eksklusive kirkeskat. Med det fremsatte lovforslag foreslås det, at skattesatsen gradvist i perioden fra 2010 – 2014 nedsættes til 42 % (eksklusive kirkeskat).
Udvidelse af indberetningsreglerne
Der foreslås en udvidet indberetningspligt for obligationer mv. såvel vedrørende beholdningsoversigter som vedrørende køb og salg. Indberetningen vil som udgangspunkt skulle foretages af depotfører og fondshandler. Reglerne er meget lig dem, der med skattereformen blev indført for aktier.
Formålet med den udvidede indberetningspligt er, at SKAT på sigt skal kunne beregne gevinster og tab med henblik på fortryk af disse på selvangivelsen.
Manglende indberetning indebærer, at et eventuelt tab ikke kan fradrages. For indkomståret 2010 skal der ske indberetning af beholdningsoversigt, og fra 2011 skal der foretages indberetning af køb, salg og indfrielser.
Udloddende investeringsforeninger
Der foreslås forskellige ændringer i relation til udloddende investeringsforeninger – ændring i beskatningen af personers investeringer heri, ændring af definitionerne samt ændringer i udlodningsreglerne.
Efter forslaget skal personer medregne gevinst og tab på beviser i obligationsbaserede udloddende investeringsforeninger i kapitalindkomsten, idet fradrag for tab på papirer optaget til handel på et reguleret marked dog vil være betinget af indberetning. Gevinst og tab på beviser i aktiebaserede udloddende investeringsforeninger medregnes efter reglerne for porteføljeaktier i aktieindkomsten, herunder vil tab på beviser optaget til handel på et reguleret marked være kildeartsbegrænset.
Betingelserne for at blive anset for aktiebaseret udloddende investeringsforening foreslås ændret. I dag må en udloddende investeringsforening, for at kunne kvalificeres som aktiebaseret, højest have placeret 25 % af aktiverne i andre aktiver end aktier. Fremadrettet vil en udloddende investeringsforening være aktiebaseret, hvis 50 % eller mere af aktivmassen gennemsnitligt over året er placeret i aktier Overskrides grænsen skifter foreningen status til obligationsbaseret fra det efterfølgende år. Statusskiftet anses skattemæssig for et salg.
Obligationsbaserede investeringsforeninger vil fremadrettet være foreninger, hvor mindre end 50 % af aktivmassen er placeret i aktier. Grænsen opgøres som et gennemsnit over året. Et statusskifte som følge af en overskridelse af grænsen anses ikke for et salg skattemæssigt.
Beskatning af personer ved fraflytning
Det foreslås fremadrettet, at fraflytterbeskatningsreglerne for fordringer bliver meget lig dem, der blev indført for aktier i 2008. Det betyder, at der opgøres en endelig skat ved fraflytning, dog med mulighed for reduktion for forskellige efterfølgende tab. Udgangspunktet er, at der ydes henstand med skatten, og at der i forbindelse med fraflytningen opgøres en henstandssaldo. Indtræder personen på ny i fuld dansk skattepligt, tildeles de tidligere fraflytterbeskattede fordringer ny indgangsværdi.
Der er ingen fraflytterskat, hvis kursværdien af fordringerne udgør mindre end 100.000 kr. Endvidere er der ikke fraflytterbeskatning af gevinster på gæld.