Aftale om kombineret mulighed for lejeforhøjelser godkendt af landets højeste domstol

Det har ofte været genstand for diskussion, hvorvidt der i en beboelseslejekontrakt kunne aftales trappeleje, jf. lejelovens § 53, stk.2, 2. pkt., -altså huslejestigninger med bestemte beløb til bestemte tidspunkter -, kombineret med et forbehold om, at der tillige skulle kunne ske huslejestigninger qua stigninger i skatter og afgifter. Det spørgsmål er nu afklaret med Højesterets dom U2010.785H, hvor Højesteret fastslår, at dette er muligt!

Sagen tog sin begyndelse, som så mange boligretssager gør, i boligretten i Randers, som gav lejeren medhold i, at forbeholdet om regulering leje grundet stigninger i skatter og afgifter medførte, at trappelejeklausulen var ugyldig. Boligrettens flertal fremkom bl.a. med følgende præmisser:

Ordlyden af LL § 53, stk. 2, medfører, at det kan aftales enten at regulere lejen efter lovens regler herom, herunder kan der således ske forhøjelser i forbindelse med stigninger i skatter og afgifter, jf. 1. pkt., eller også kan lejen reguleres efter 2., pkt. om trappeleje. Således som bestemmelsen er formuleret, er man afskåret fra gyldigt at aftale, at lejen skal kunne reguleres som en kombinations af 1. og 2. pkt. i LL § 53, stk.2.”

Herefter var det Vestre Landsrets ”tur” til at behandle sagen, og resultatet blev, at udlejeren denne gang fik medhold, idet en enig Vestre Landsret havde følgende præmisser:

”Det følger ikke af lejelovgivningen og kan heller ikke på baggrund af motiverne til den pågældende bestemmelse i lejelovgivningen udledes, at en – i øvrigt lovligt udformet aftale om trappeleje – er ugyldig, blot fordi der i lejeaftale yderligere er en bestemmelse om regulering af lejen som følge af stigning i skatter mv.”

Hermed sluttede det som bekendt ikke, og sagen blev herefter behandlet af Højesteret, der stadfæstede Vestre Landsrets dom med følgende præmisser:

Lejelovens § 53, st. 2 bestemmer i 1. pkt., at der ikke kan træffes aftale om, at lejen skal reguleres på anden måde end fastsat i §§ 47-52, der indeholder de almindelige gældende regler om regulering efter lejeværdi eller som følge af ændringer i skatter og afgifter. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan der dog indgås aftale om forhøjelser af lejen med bestemte beløb til bestemte tidspunkter (trappelejeaftale). Højesteret finder hverken i lovbestemmelsens ordlyd eller forarbejder grundlag for, at denne adgang til at indgå en trappelejeaftale er betinget af, at udlejer giver afkald på sin mulighed for at forhøje lejen efter lejelovens almindelige regler, herunder § 50 og § 51 om forhøjelse som følge af forøgede skatter og afgifter.”

Det kan vel anføres, at Højesteret endnu engang har fastslået, at der ikke kan stilles betingelser/krav, som ikke kan udledes direkte af lovteksten!

Med dommen har Højesteret på ny inden for kort tid taget stilling til afgørende, og yderst relevant spørgsmål indenfor lejeretten. Husk dommen - ikke mindst fordi den gør udlejertilværelsen lidt nemmere.