Når en netbutik sætter en vare til salg, opstår spørgsmålet, om butikken så er forpligtet til at sælge varen til den pris, der oplyses i netbutikken?


Juraen siger, at ”udbud af varer på en hjemmeside er som udgangspunkt et bindende tilbud”. Dette følger af aftalelovens regler. Eller sagt på almindeligt dansk, så er prisen, der oplyses, bindende for netbutikken. Men der er jo ingen regler uden undtagelser.


Hvis køberen indså eller burde have indset, at varen sælges for billigt, så er netbutikken ikke bundet af prisoplysningen.


I en konkret sag fra forbrugerklagenævnet, købte en kunde en lædertaske i en netbutik til den udbudte pris på 450 kr. Efter 15 minutter købte hun endnu en taske, igen til samme pris. Derefter modtog køberen imidlertid en mail med besked om, at købene var annulleret, da der var tale om en fejlagtig pris.


Den korrekte pris var 2.750 kr. pr. taske, men ved en fejl fremgik begge priser af hjemmesiden. Køberen krævede handlen gennemført.


Forbrugerklagenævnet består af 5 medlemmer. Flertallet på 3 medlemmer mente, at forbrugeren vidste eller burde vide, at prisen var en fejl. Dette var begrundet i, dels at hun købte 2 tasker lige efter hinanden, og dels at den pris, hun købte til, ikke fremstod som realistisk for en lædertaske af den type, der var til salg. Desuden blev der lagt vægt på, at prisen ikke blev udbudt eller markedsført som et tilbud.


Mindretallet på 2 medlemmer oplyste, at de ikke mente, at køberen kunne indse, at der var tale om en fejl. Det begrundede de med, at man som ukyndig ikke kunne bedømme, at prisen var urealistisk, samt at køberen ikke kunne anses at være i ond tro. Da flertallets afgørelse bestemmer udfaldet, fik køberen altså ikke varerne.


Det kan ikke læses af afgørelsen, hvilke overvejelser der ligger forud for beslutningen. Ville resultatet være blevet et andet, hvis kunden kun havde bestilt én taske? – Men læren er, at man ikke altid skal regne med at få varen til den oplyste pris.