Efter indførslen af småsagsprocessen ved domstolsreformen skal alle sager uden økonomisk værdi eller med en økonomisk værdi på højst 50.000,00 kr. før tilskrivning af renter og sagsomkostninger, og som anlægges efter den 1. januar 2008 som udgangspunkt behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om småsager. En sag starter således som en småsag, med mindre den enten falder uden for den økonomiske grænse i retsplejelovens § 400, stk. 1, nr. 1, hvis parterne har aftalt ikke at behandle sagen efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 jf. § 400, stk. 2, eller hvis sagen i øvrigt er direkte undtaget fra behandling efter disse regler.

 

Reglerne for småsager finder således ikke anvendelse på:

-          Ægteskabssager

-          Forældremyndighedssager

-          Faderskabssager

-          Værgemålssager

-          Sager om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse

-          Adoptionssager

-          Mortifikationssager

-          Private straffesager

 

Idet der er en antagelse om, at småsagsprocessen er gavnlig for den part, der ønsker sagen afgjort hurtigt og simpelt, har man fra lovgivers side valgt at beskytte denne parts interesse i at anvende småsagsprocessen. En part i en småsag kan således ikke ensidigt bestemme, at en sag IKKE skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39, ligesom en part ikke blot kan introducere tilstrækkeligt meget irrelevant bevis og vidner eller rejse tilstrækkeligt med processuelle spørgsmål til at ”gøre sagen så indviklet”, at den bør løftes ud af småsagsprocessen. Dette må anses som forsøg på omgåelse af småsagsprocessen, og kan altså ikke berettige at en sag flyttes over i den almindelige proces.

Retten har dog hjemmel i § 402, stk. 1, nr. 1 og 2 til at løfte en sag ud af småsagsprocessen af egen drift, eller efter anmodning fra en part, hvis sagen:

1) angår særligt komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål eller

2) har særlig betydning for en part ud over påstanden

 

Ad 1) sagen angår særligt komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål

Indsigelsen om at en sag angår ”særligt komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål” er en indsigelser man tit bliver mødt med under behandlingen af en småsag. Byretterne har generelt været ganske lydhør overfor denne indsigelse, men der er en meget klar tendens til, at landsretterne konsekvent omgør disse afgørelser når de bliver kæret. Se til eksempel U2011.3270Ø hvor landsretten underkendte byrettens afgørelse om at løfte en sag ud af småsagsprocessen med den begrundelse, at der skulle føres 5 vidner under hovedforhandlingen, eller FM2011.224 og U2009.1274 hvor landsretten i begge tilfælde ændrede byrettens afgørelse om, at sagerne ikke skulle føres som småsager, idet der skulle afholdes syn og skøn, samt tages stilling til flere subsidiære påstande og processuelle indsigelser. På baggrund af retspraksis er der således en klar tendens til, at landsretten tolker betingelserne i § 402, stk. 1, nr. 1 meget vidt, og der skal altså være tale om særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål. I U2009.603V stadfæstede landsretten beslutningen om at lade sagen udgå af småsagsprocessen, idet der i sagen i et vist omfang var behov for ny lovfortolkning af en ændring af ansættelsesbevislovens § 6.

 

Ad 2) sagen har særlig betydning for en part ud over påstanden

En småsag bliver efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 underlagt en mindre dybdegående behandling, end en sag efter den normale proces. Dette retfærdiggøres ved, at sagerne har begrænset økonomisk betydning for parterne. Sager med ringe eller ingen økonomisk værdi kan dog godt i visse tilfælde have særligt vidtrækkende konsekvenser for en af de involverede parter, og denne konsekvens kan begrunde, at sagen bør underlægges en grundigere behandling end småsagsprocessen kan tilbyde.

I U2010.963/1V havde advokaten A lagt sag an imod Advokatnævnet til prøvelse af nævnets kendelse, hvorefter A var pålagt en bøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik. Af Advokatnævnets kendelse fremgik, at den ville blive offentliggjort på nævnets hjemmeside med oplysning om A’s navn, hvis afgørelsen blev stadfæstet. Landsretten fastslog, at en disciplinærsag i forbindelse med tilsidesættelse af god advokatskik med oplysning af advokatens navn, ud fra en generel betragtning ville have særlig betydning for den pågældende advokat. Idet der er tale om en objektiv vurdering kunne det ikke lægges til grund, at A ikke ønskede sagen henvist til den almindelige proces.

Lige som med betingelsen i nr. 1, er spørgsmålet underlagt en streng og objektiv vurdering. Formålet med småsagsprocessen er, at den skal favne vidt, og der skal derfor noget ganske substantielt til, for at en sag løftes ud af småsagsprocessen.