Er sporten en lukket klub?

SPORTEN BLIVER med jævne mellemrum beskrevet som et juridisk stenalder-samfund, hvor inkompetence og sorte penge går hånd i hånd med wild west tilstande. Naturligvis har sporten et ansvar for mediernes – ofte karikerede – portræt. Og det må medgives, at der ses problemer og uhensigtsmæssige traditioner, der særligt eksponeres i en række højt profilerede idrætsgrene, som

fodbold, håndbold, ishockey og cykling. Men dansk idræts juridiske temperatur kan ikke måles i medierne. Hverdagen som sportsadvokat efterlader et mere nuanceret, mere professionelt og knapt så farverigt billede. Der er utvivlsomt eksempler på dårlig ledelse og opsigtsvækkende beslutninger, der har medført interessante juridiske udfordringer. Tilsvarende er der aktører i sporten, der åbenlyst ikke besidder optimal juridisk ekspertise. Der ses også fra tid til anden eksempler på utilstrækkelig lovgivning og retspraksis, der må udvikle sig i takt med, at problemstillinger opstår. Spørgsmålet er, om disse konstateringer er enestående for sporten eller om de er universelle for erhvervslivet og samfundet i almindelighed. For sporten som branche er det afgørende at undersøge, om man med disse konstateringer kan konkludere, at sporten udgør et “juridisk slaraffenland” eller om sporten er en branche som så mange andre, der blot kræver en vis praktisk indsigt. Én af de væsentligste udfordringer i arbejdet for højere juridisk kvalitet i sporten, er i hvert fald de mange, der udråber sporten som lovløs. Hvis det synspunkt ikke modsiges, risikerer man at legitimere en bekvem, men fejlagtig, opfattelse af, at sporten ikke er underlagt den almindelige lovgivning.

HVERDAG I IDRÆTTENS HØJBORG

Sport er en branche med en række karakteristika, der er nødvendige at kende og forstå, hvis man skal fungere som rådgiver. Den problemstilling adskiller sig dog ikke fra andre juridiske områder, hvor branchekendskab er en forudsætning for kompetent rådgivning. Nok føler man sig i sporten som noget særligt, men det er vel også tilfældet for andre brancher, herunder advokater!

Sporten er i en rivende udvikling, der udfordrer både tanke- og arbejdsgange. Særligt overgangen fra forening til forretning har været afgørende de seneste år. Og dette måske i særlig grad i mental forstand. De fleste klubber, organisationer og forbund oplever nu at være aktører i erhvervslivet på lige fod med virksomheder i øvrigt. Og netop dét stiller krav til driften af “forretningen”. Som advokater med satellitkontor i Idrættens Hus i Brøndby er vi ikke i tvivl om, at der i størstedelen af sporten er en udbredt opfattelse af, at tingene bør og skal gøres ordentligt. Behovet for rådgivning er voksende, og man er bevidst om, at sporten indgår i det helt almindelige retssamfund. Paradoksalt nok handler de fleste af vores opgaver slet ikke om sport, men om ansættelsesret, lejeret, skatteret, forvaltningsret, immaterialret, aftaleret og mange andre klassiske discipliner – ofte blottet for sportsligt særkende.

EN LUKKET KLUB?

Et af de afgørende forhold, der gør, at sporten opleves som tilknappet, er, at det organisatoriske system er baseret på en foreningsretlig rygrad. Medlemskab forudsætter, at man lever op til visse foreningsretlige grundkrav, og at man underlægger sig en række regelsæt, herunder regler om konfliktløsning i det sportslige system.

Visse kritikere af sporten anfægter retssikkerheden og opfatter systemet som en lukket klub. Vores retssamfund indeholder imidlertid en lang række brancher og retsområder, der er reguleret af privatretlige aftaler og underlagt konfliktløsningsorganer uden for domstolene. Situationen adskiller

sig således ikke fra for eksempel byggeriet eller det fagretlige system, hvor man bredt anerkender sådanne brancheaftaler. Netop sportens mangeårige tradition for intern konfliktløsning – både nationalt og internationalt – fremhæves alligevel ofte som lukket, problematisk og endda som et potentielt habilitetsproblem. Dette må bero på den fundamentale misforståelse, at der dermed er tale om juridisk inkompetente organer. Hertil må blot konstateres, at de pågældende organer oftest er besat af de samme kapaciteter, som vi i andre sammenhænge sætter vores lid til, herunder en lang række dommere og voldgiftsdommere. Konfliktløsningsorganerne er tillige underlagt regler, der i al væsentlig ligner de regler, der kendes fra retsplejeloven og voldgiftssystemet, herunder med sædvanlige appelmuligheder. Reglerne er endda ofte meget fleksible og uformelle, hvorved opnås effektiv sagsbehandling og hurtige afgørelser.

RETSSIKKERHED ELLER NYSGERRIGHED?

Ud over de største kriminalsager og erhvervsskandaler er der ikke mange konflikter, der følges så tæt, som konflikter i sporten. Derfor kan man formentlig ikke komme udenom, at mange – måske særligt i pressen – gerne så, at detaljerne var undergivet offentlighed. Hensynet til de involverede

må her veje tungt og tvistløsningsaftaler i sporten adskiller sig ikke fra de uendeligt mange voldgiftsaftaler, hvor netop den manglende offentlighed er et væsentligt parameter. Anfægtelsen af de lukkede døre som et udtryk for manglende retssikkerhed er således næppe et gangbart argument mod systemet – uanset om det skyldes et legitimt ønske om offentliggørelse af retspraksis eller måske bare interesse og nysgerrighed i al almindelighed.

Det vil være naivt at tro, at der ikke er behov for forbedringer og løbende fokus på retssikkerheden. Og ja, der ses under tiden uhensigtsmæssige afgørelser eller forløb, der ikke forekommer optimale. Men man kan overveje, om det adskiller sig fra retssamfundet i øvrigt. Umiddelbart ses i hvert fald ikke at være en tendens til fejlagtige afgørelser i Danmark, tværtimod.

KONTRASTER OG MYTER

Med De Olympiske Lege som verdens største tv-begivenhed og med over 3,1 mio. tv-seere til de danske håndboldherrers VM-finale i januar 2011, er der ingen tvivl om, at vi drages af store sportspræstationer, de mange kontraster og de intense dramaer. Det er heller ikke så mærkeligt, at det giver anledning til mange myter. Myter, der hver dag får næring, når der offentliggøres højt profilerede millionkontrakter og pludselige konkurser, men også når verdensmestre og olympiske guldvindere i mindre profilerede idrætsgrene træder frem som helte i rampelyset, efter at de i årevis har levet og trænet under beskedne kår.

Myterne giver anledning til misforståelser og misforståelser medvirker til forkerte beslutninger. Netop derfor er det vigtigt at slå fast, at sporten er underlagt dansk ret. Dette ikke mindst af hensyn til branchens selvopfattelse. Samtidig er det dog vigtigt at forstå, at de involverede parter må respektere de aftaler, der er indgået. Hvis parterne gennem sin organisatoriske tilknytning gyldigt

har aftalt konfliktløsning i DIF’s appeludvalg eller ved et specialforbunds voldgift, kan civilretten eller fogedretten naturligt kun afvise sagen, hvis den indbringes herfor. Det er ikke et udtryk for lovløshed. Tværtimod understreger det, at sportens aftaler læses, fortolkes og respekteres i overensstemmelse med gældende ret.

SPORTSLOV ELLER EJ?

Ansættelseskontrakter i fodbold, håndbold og ishockey skal læses og fortolkes i ansættelsesretligt perspektiv, og dette selvsagt med de særlige forudsætninger, som enhver branche indeholder. Tilsvarende gælder der ikke en særlig ophavsret eller anderledes konkurrenceregler for sporten. Ved flere lejligheder har det været fremført, at der kunne være behov for en bred og udtømmende sportslov. En sådan sportslov ville dog fundamentalt være i uoverensstemmelse med traditionen i både dansk ret og EU-lovgivningen. Selv om særlovgivning i visse situationer er nødvendigt, giver det dog i bredere perspektiv ikke meget mening med en decideret sportslov, da sportsjuraen netop breder sig over en mangfoldighed af andre juridiske discipliner og henvender sig til aktører på mange niveauer, både sportsligt og organisatorisk.

I øvrigt er der en lang række eksempler på speciallovgivning for sporten på forskellige områder, selvom man ind i mellem kan efterlades med det modsatte indtryk. Eksempelvis indeholder Eliteidrætsloven bestemmelser om Team Danmarks virke, men også helt centrale regler om kommunal støtte til eliteidræt. Den kommunale ejendomsskattelov indeholder regler om blandt andet idrætsforeningers mulighed for skattefritagelse. Spillelovgivningen indeholder vilkår

om udlodning af overskud fra Danske Spil til blandt andet sporten. Folkeoplysningsloven fastslår reglerne for støtte til fritidsinteresser. Ligningsvejledningen regulerer de fleste eliteidrætsudøveres personlige beskatning med reglerne om nettoindkomstprincippet. Dertil kommer en række væsentlige domstolsafgørelser, hvor Aage Hauglanddommen (om udøvende kunstneres ret til at

etablere sig i selskabsform) og den såkaldte Virum-sag (om bestyrelsesansvar i foreninger) er blandt de mest kendte.

SPECIALISTER HAR ET ANSVAR

Uvidenhed i sporten er utvivlsomt årsag til en række juridiske problemer. Hvis vi ikke retter fokus på sportsjuraen – som en integreret del af lovgivningen i øvrigt – vil vi fastholde visse aktørers fejlagtige opfattelse af, at man i sporten er noget særligt og at man måske endda er hævet over loven. Som specialister har vi et ansvar for ikke at marginalisere sporten som et ubehjælpsomt

og ulovreguleret gråzone-område. Vi kan medvirke til at sikre en sund sportsøkonomi, ved at understrege behovet for rådgivning fra kompetente rådgivere, der kan løse problemstillinger i klassisk juridisk perspektiv og med det fornødne branchekendskab.