Forbrugerombudsmanden oplyser, at han jævnligt bliver kontaktet af forbrugere, som er i tvivl, om virksomheden har krav på at få deres cpr-nummer.
En virksomhed vil efter Forbrugerombudsmandens vurdering normalt handle i strid med god markedsføringsskik, hvis den f.eks. kræver at få forbrugerens cpr-nummer ved:
- kontantkøb i butikker, hvor varen samtidig udleveres eller udbringes
- nethandel, hvor der ikke er tale om en løbende aftale
- tilbagebetaling ved returnering af varer
I andre tilfælde har virksomheden dog krav på at få kundens cpr-nummer. Det gælder, hvis det er fastsat i en anden lovgivning, eller hvis parterne har et løbende mellemværende som et abonnement eller et lejeforhold.
For at skabe klarhed har Forbrugerombudsmanden udarbejdet et notat i lyset af persondataloven, der er den centrale lov på området. I notatet er der blandt andet lagt vægt på Datatilsynets praksis for registrering og brug af cpr-numre. Datatilsynet fører tilsyn med persondataloven, mens Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med markedsføringsloven.