Krisen kradser – også i landbruget. I forbindelse med de seneste bankkrak har pengeinstitutternes finansiering af landbrug haft stor mediebevågenhed. I en række tilfælde har pengeinstitutterne finansieret landmændenes køb af jord til priser der i dagens marked ofte alene repræsenterer 1/3 af den oprindelige købspris. Jord der for 2-3 år siden blev handlet til kr. 300.000,00 pr. hektar vurderes i dag til priser mellem kr. 100.000,00 – 150.000,00.
Faldet i jordpriserne påvirker egenkapitalen i de enkelte landbrug i negativ retning, og i næste led påvirker den faldende egenkapital pengeinstitutternes manøvremuligheder da pengeinstitutterne skal leve op til Finanstilsynets krav om hensættelser og værdiansættelse af sikkerheder. Øgede hensættelser indebærer reduceret overskud, og i visse tilfælde endda underskud, og en nedgradering af værdien af stillede sikkerheder påvirker pengeinstitutternes soliditetsgrad. Faldende soliditetsgrad får de røde lamper til at blinke i Finanstilsynet, der i visse tilfælde har stillet krav til pengeinstitutterne om tilførsel af yderligere kapital. I Fjordbank Mors blev banken hen over en weekend anmodet om at tilføre yderligere 200 – 300 millioner kroner.
De faldende jordpriser sætter landbruget under pres. Dels må en række landmænd opgive at låne nye penge til planlagte investeringer i f.eks. maskiner, staldbyggeri eller jordkøb, og dels bliver en række landmænd bedt om at nedbringe engagementet og stille supplerende sikkerhed.
Hvert enkelt engagement bliver underkastet en nøje kreditvurdering, og ved en række kritiske engagementer bliver der udfoldet endog meget store bestræbelser på at undgå at konstatere tab. I disse bedrifter stilles der ofte en finansiering til rådighed der er afmålt til at holde landmanden i live – og heller ikke mere. Sideløbende håber man på stigende jordpriser, produktivitetsforbedringer i bedriften eller stigende priser på korn, svin, mælk m.v.
At ubalancen mellem størrelsen på den rentebærende gæld og den faldende værdi af pengeinstitutternes sikkerheder volder hovedbrud i den finansielle sektor er en kendt sag, men hvordan forholder landmændene sig til udfordringen ? Faktum er jo at landmændene gennem resultaterne i bedriften skal afvikle det gab der er opstået ved at landbrugsejendommen reelt er overbelånt, og at landmanden derfor er teknisk insolvent. Under normale omstændigheder indebærer afvikling af gæld i fast ejendom, at der skabes friværdi der kan inkasseres ved salg af ejendommen når pensionsalderen nås. Det vil ikke være tilfældet i de bedrifter der er teknisk insolvente, idet opsparingseffekten først opnås ved solvens.
Afhængig af omfanget af teknisk insolvens kan det få de mest udsatte landmænd til at tabe pusten og incitamentet til at fortsætte. Hvis landmanden giver op – og ejendommen evt. sælges på tvangsauktion - vil det udløse store tab for pengeinstitutter, leverandører m.v., og ofte vil det i disse situationer være mere hensigtsmæssigt at begrænse tabene ved at gennemføre en rekonstruktion. En rekonstruktion kan bl.a. gå ud på at der etableres en akkord. En akkord er ensbetydende med nedskrivning af den usikrede gæld så der skabes balance mellem gælden og aktivernes værdi. En akkord der aftales med de involverede kreditorer benævnes som en frivillig akkord, med ofte vil det være mere betryggende for både debitor og kreditor at akkorden etableres gennem Skifteretten som en tvangsakkord.
Den 1. april trådte nye regler om rekonstruktion i kraft, og de nye regler indeholder både gode og knapt så gode elementer.
Blandt de gode elementer er bl.a. at det er blevet mere smidigt at arbejde med rekonstruktion. Tidligere var det et krav at der på forhånd skulle indhentes accept til en tvangsakkord fra flertallet af kreditorer fordelt både efter antal og størrelsen af de enkelte tilgodehavender. Med de nye regler vedtages det udarbejdede rekonstuktionsforslag medmindre flertallet af kreditorer møder op i Skifteretten og stemmer imod. Endvidere er der indført regler der gør det nemmere at behandle krav, hvor der er stillet sikkerhed for fordringen.
Blandt de knapt så gode elementer er at det generelt bliver dyrere at gennemføre en rekonstruktion. Der skal som noget nyt ved sagens indledning indbetales en sikkerhedsstillelse på 25 – 30.000,00 til Skifteretten, og der skal tilknyttes en rekonstruktør, der som hidtil typisk vil være en advokat. Herudover skal der tilknyttes en regnskabskyndig tillidsmand, og det på grund af inhabilitet ikke være landmandens regnskabskonsulent eller revisor. Omfanget af personer der skal arbejde på at tilvejebringe grundlaget for en rekonstruktion er således udvidet, og afstedkommer større omkostninger.
Landmænd med en stor grad af teknisk insolvens kan med fordel overveje at undersøge mulighederne for en rekonstuktion frem for at forlade bedrlften, og dermed udløse store tab.
