Østre Landsret afsagde den 13. april 2012 dom i en principiel sag om omstødelse af fordringspant efter reglerne om omstødelse i konkurs. Sagen blev behandlet af landsretten i første instans som følge af sagens principielle karakter. Advokat Lars Rasmussen fra Kielberg Advokater A/S repræsenterede i samarbejde med advokatfuldmægtig Jeanette Johansen, Kielberg Advokater A/S det i sagen af konkursboet sagsøgte pengeinstitut.
Reglerne om omstødelse af fordringspant
Reglerne om fordringspant - og virksomhedspant - blev med virkning fra 1. januar 2006 indført i dansk ret. Med indførelsen af fordrings-pantet blev det muligt for en skyldner at pantsætte sine nuværende og fremtidige fordringer. Ved tinglysning af et fordringspant opnår panthaveren sikkerhed for skyldnerens gæld for et nærmere bestemt beløb. Pantet i fordringerne betragtes efter tinglysningen som et hvilende pant indtil det tidspunkt, hvor panthaveren måtte vælge at tiltræde pantet, eksempelvis som følge af skyldnerens misligholdelse af det underliggende skyldforhold eller som følge af skyldnerens konkurs.
Som en konsekvens af indførelsen af fordringspantet blev reglerne i konkursloven samtidig tilpasset, herunder reglerne om omstødelse af pant for gammel gæld.
Bestemmelsen i konkursloven om pant for gammel gæld indebærer, at der kan ske omstødelse af pant (herunder fordringspant) eller anden sikkerhedsret, som ikke er tilsagt samtidig med gældens stiftelse, og hvor sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før konkursdekretets afsigelse.
Den af Østre Landsret afsagte dom omhandlede spørgsmålet om, hvilket beløb panthaver skal fralægge sig til skyldnerens konkursbo, såfremt et fordringspant er omstødeligt efter ovenstående bestemmelse.
På baggrund af ligheden mellem fordringspant og virksomhedspant i fordringer må det forventes, at sagen endvidere vil have betydning for retsstillingen ved omstødelse af virksomhedspant i fordringer.
Baggrunden for sagen
Den aktuelle sag blev anlagt af konkursboet efter et selskab inden for transportbranchen. Selskabet havde senere end 3 måneder før konkursdekretets afsigelse ydet fordringspant for kr. 2,0 mio. til sikkerhed for selskabets kassekredit i det sagsøgte pengeinstitut. Selskabets kassekredit var efter fordringspantets tilsigelse og frem mod konkursen nedbragt med mere end kr. 1,0 mio. Pengeinstituttet anerkendte straks efter konkursen, at det tilsagte fordringspant var omstødeligt, idet pantet var tinglyst senere end 3 måneder før dekret-dagen, og idet kassekreditten var nedbragt frem mod konkursen. Pengeinstituttet fralagde sig som følge heraf sikkerheden i de fordringer, som bestod på tidspunktet for dekretets afsigelse.
Konkursboet anlagde herefter sag mod pengeinstituttet med påstand om, at der endvidere skulle betales et beløb svarende til den nedbringelse af kassekreditten, som var sket fra tilsigelsen af pantet til dekretdagen. Baggrunden herfor var hovedsageligt, at det omstødelige beløb efter konkursboets opfattelse skulle fastsættes i henhold til den i retspraksis udviklede nettometode, samt at indbetalinger fra debitorer til en skyldner under et fordringspant ifølge forarbejderne til reglerne om fordringspant skal bedømmes efter konkurslovens regler om pant for gammel gæld. Konkursboet gjorde som følge heraf gældende, at nedbringelsen af kassekreditten var lig bankens berigelse.
Pengeinstituttet påstod frifindelse særligt under henvisning til, at den, som måtte være beriget ved en omstødelig disposition i medfør af konkursloven, alene skal fralægge sig den berigelse, der er opnået ved den omstødelige disposition, dvs. at den pågældende skal stilles, som om den omstødelige disposition ikke var foretaget. Som følge af at pengeinstituttet allerede havde fralagt sig pantet i de fordringer, som bestod på dekretdagen, gjorde pengeinstituttet gældende, at man allerede havde fralagt sig opnået berigelse ved fordringspantets tilsigelse.
Østre Landsrets afgørelse i sagen
Der var i landsretten enighed mellem parterne om, at spørgsmålet om fordringspantets omstødelighed skulle bedømmes efter den i retspraksis udviklede nettometode. Der var endvidere enighed om, at der i perioden frem til konkursen var sket en nedbringelse af kassekreditten, mens der samtidig var stillet et virksomhedspant for kr. 2,0 mio. Parterne var derfor enige om, at betingelserne for omstødelse af pantet var opfyldt.
På det ovenfor anførte grundlag fandt landsretten, at retsvirkningen af omstødelse efter konkurslovens regler er, at pengeinstituttet skulle fralægge sig den berigelse, som pengeinstituttet havde vundet ved den omstødelige disposition, dog ikke ud over boets tab.
Landsretten bemærkede, at dette indebar, at pengeinstituttet skulle stilles, som om den omstødelige disposition ikke var foretaget. Pengeinstituttet blev som følge heraf frifundet for at tilbagebetale nedbringelsen af kassekreditten.
Afgørelsen er af konkursboet anket til Højesteret.
