Hundeloven er vel mest blevet kendt i nyere tid pga. lovændringen i 2010, hvormed en række navngivne hunderacer blev forbudt ved lov.
Hundeloven er dog meget mere end blot forbud, idet den også i detaljer regulerer, hvorledes lovlige hunde skal holdes i Danmark. F.eks. bestemmer loven at hunde ikke uden politiets tilladelse må holdes, hvor der ikke er beboelse. Således er det f.eks. ikke uden politiets tilladelse tilladt at holde hund ved en kolonihave eller en virksomhed.
Loven regulerer også noget så hverdagsagtigt, som hvordan man skal gå tur i bymæssig bebyggelse med sin hund. Det er således et lovkrav, at man enten har sin hund i en så kort snor, at man kan holde hunden tæt til sig, eller at personen der går med hunden, har det fulde herredømme over hunden under hele gåturen.
Skulle det ske, at en hund render væk hjemmefra, ejeren ikke kan findes, og hunden ikke er mærket og har skilt i halsbåndet, hvad der også er et lovkrav, er politiet bemyndiget til at indfange den, og lade ejeren betale omkostningerne i den forbindelse.
Lidt anderledes ser det ud, hvis man bor på landet. Her er det kutyme, at hunde lever et mere frit liv, og der er således heller ikke samme skrappe krav til gåturen med hunden. Dog skal ejeren, jf. hundelovens § 3, stk. 3, sørge for, at hunden ikke strejfer omkring. Dertil kommer en række undtagelser til den mere afslappede hovedregel for hunde udenfor bymæssig bebyggelse i § 3, stk. 3. Naturbeskyttelsesloven indskrænker således f.eks. hundens ret til frit at boltre sig uden snor, således at hunde skal føres i snor fra den 1. april til den 30. september, hvis turen finder sted på strand eller i øvrigt langs kysten. Samtidig kan kommunen fastsætte særlige regler for hundeluftning på stranden. Går turen med hunden i skoven, skal hunden altid føres i snor, uanset sæson.
Det kan således efter omstændighederne være en ganske kompliceret disciplin at gå en tur med hunden.
