Hvorfor skal jeg/vi oprette en fuldmagt?
Ved at oprette en fuldmagt kan du selv udpege den person, som du ønsker skal sørge for din økonomi og/eller personlige forhold, hvis du på et tidspunkt ikke længere selv har evne til det. For de fleste er det en stor tryghed at vide, at det er en man stoler på og er tryg ved, der, hvis det bliver nødvendigt, vil tage over. Det kan blive aktuelt, hvis du bliver dement eller rammes af sygdom eller andet, der forhindre dig i selv at varetage dine interesser.
Hvad er en fuldmagt?
En fuldmagt er en tilladelse fra en person (fuldmagtsgiveren) om at lade en anden (fuldmægtigen) handle på sine vegne over for andre.
Hvis du giver en anden person en fuldmagt, betyder det derfor også, at du bliver forpligtet af de aftaler, som fuldmægtigen indgår på dine vegne med hensyn til de forhold som fuldmagten dækker.
Du har mulighed for at udstede forskellige fuldmagter, som kun omfatter en bestemt ting, bl.a. en fuldmagt om fast ejendom, en om økonomi og en om personlige forhold, men du kan også lave en fuldmagt, der dækker alle dine forhold – en generalfuldmagt.
Hvornår skal jeg/vi oprette en fuldmagt?
En fuldmagt skal oprettes, mens fuldmagtsgiver har handleevnen i behold og er i stand til fuld ud at forstå virkningerne af at udstede en fuldmagt.
Den, du udsteder fuldmagten til, skal naturligvis være indstillet på at påtage sig opgaven. Du kan med fordel overveje, at der skal være en alternativ fuldmægtig, hvis den oprindelse fuldmægtig frasiger sig hvervet eller ikke er i stand til at påtage sig opgaven.
Fordelen ved at udstede en fuldmagt er, at du i mange tilfælde gøre en værgebeskikkelse overflødig. Du skal naturligvis være opmærksom på, at fuldmagten er ajourført inden behovet for en værgebeskikkelse opstår.
Der er ingen formkrav til en fuldmagt, men den bør af hensyn til anvendelighed udformes skriftligt og underskrives af to vitterlighedsvidner, der bekræfter, at fuldmagtsgiver har handleevnen i behold på tidspunktet for fuldmagtens oprettelse.
Hvornår træder en fuldmagt i kraft?
Fuldmagten træder i kraft, når den bliver oprettet, og er gyldig efter fuldmagtgiveren ikke længere er i stand til at handle på egne vegne.
Hvornår ophører en fuldmagt?
En fuldmagt ophører, når den bliver tilbagekaldt af den, der har udstedt fuldmagten, såfremt fuldmagtgiver har sin handleevne i behold, eller når fuldmagtsgiveren dør eller kommer under værgemål med fratagelse af den retslige handleevne.